Paa Skraaningen, ved Breddens Siv,
hensunken tavs i Drømme
Du føler Vaarens unge Liv
dit Væsen gennemstrømme.
Luften er fyldt af sart Musik,
af Klang fra skjulte Strenge. —
Saa glad — det siger mig dit Blik —
har Du ej følt Dig længe.
— — Tys! Hvad var det? — Et mægtigt Sus
af Vingeslag fra oven, —
se! Kæmpeskyggen af en Fugl
hensejler over Skoven.
— Blev Du forskrækket? — Ja, hvor bleg!
Du tager Dig til Brystet.
Det var — Du siger — som en Haand
Dig haardt om Hjærtet krysted — —
Vær rolig dog, min Skat, og lad
Dig ikke saadan skræmme!
Se! læg Dig til mig ind — saa vil
Du hurtig Angsten glemme.
Nu gaar det over — ikke sandt?
Du smiler, skønt lidt mat.
Kom, lad os os vende om og se
at faa Karossen fat.
Saa! — ganske langsomt! Fod for Fod.
Vi hviler hist og her.
Se, se — nu fik jo dog af Blod
igen din Kind lidt Skær.
Naa — gaar det bedre? — Gudskelov!
Støt paa min Arm Dig fast.
Med Sindighed vi naar vort Maal,
— det har jo ingen Hast.
Skovløberhuset vinker hist
med sine Ruder klare — —
Naa! Skal vi køre lige hjem
og lade Kaffen fare?
„Vist ikke! Nu er Alting godt!” —
Eh bien! Saa lad os bede!
— Dér kommer med sin Nektar jo
vor Hebe allerede.
Men saa til Vogns! — Forsigtig, Barn!
Sæt Dig nu godt til Rette.
En Skammel her til Dine Ben —
de Stakler er nok trætte.
Er det tilpas? — Saa svøber jeg
omkring Dig kun dit Sjal.
Tro mig, at før vi kommer hjem,
er Luften dygtig sval.
— Og saa af Sted! Til højre, Kusk!
den anden Vej langs Kysten.
Og kør nu ganske sindig! Husk,
Vi lider ej den Rysten.
— — Saa Du, han smisked — den Augur!
Skønt han uskyldig lader,
er han med Tingene a jour
og selv Familiefader.
Det aftnes. Lavt i Vesten staar
alt Dagens gyldne Skjold.
Naturens muntre Strængespil
omstemmes blidt i Moll.
Du sukker: „Denne Dag var smuk!
— Hvordan mon blier den næste!”
Stol paa Vorherre, Skat! Han Alt
vil lede til det bedste!