Se, Æbleblomsterne — hvor brat
de taber Kronens Smykke.
Saa snart den spæde Frugt er sat,
de bliver straks saa stygge.
— Men Du, min fagre Sommerbrud,
af ingen Falmen skæmmes,
skønt bag din Ungdoms Blomsterskrud
en Fremtidskime gemmes.
Skønt i dit Liljebægers Skød
alt Somren satte Frugt,
dit Blomster har sin Foraarslød,
er lige rent og smukt.
Endnu kan over Tilje rank
med lette Fjed Du træde;
men i Dit Øje lyser blank
en dyb og stille Glæde —
en Glæde, hellig, klar og prud
som Glansen af en Stjerne,
hvis spæde Sølvblomst nys sprang ud
i Nattens dunkle Fjerne.