Vi har spist vor Gaas og drukket vor Vin,
vi har tændt vort Træ og sunget vor Salme.
Ogsaa Ida var med — lidt genert, men saa fin! —
og er sikkert gaaet til Sengs med Kvalme.
Vi har selv vekslet Gaver — hvor Tæppet er smukt!
Det har kostet Dig, Skat, baade Tid og Kræfter, —
og nu sidder vi her med Likør og Frugt
og kigger i Breve og Julehæfter.
I Tavshed glider en Time hen.
Jeg gaar til Vinduet. Stjernerne lyser.
Du løfter Dit Blik. „Hvad er Klokken min Ven?
Se lidt til Ovnen! Jeg synes, jeg fryser.”
Du tager et Æble. Den gyldne Kniv
behændigt fjerner dets gule Skrælling.
„Læs højt en Smule til Tidsfordriv!”
— Ja, gerne! — Hør da en Julefortælling!
Kristoforus
Himlen er blygraa med Uvejrstegn,
Frostsne dækker den hele Egn.
Der ligger et Hus paa den aabne Mark,
det ligner i Afstand en Noahs Ark:
Stort og skummelt med gitrede Glugger,
en jærnpigget Mur om det hele sig lukker.
Og en Ark, et Redningshjem er det for Syndere,
fra Veteraner ned til Begyndere —
kort, for enhver, der forgreb sig paa Næsten.
— Tugthuset kalder man det for Resten. —
Den korte Dag alt ganger paa Hæld,
det er mod den hellige Julekvæld.
Da hviner den tunge Port paa sit Hængsel,
en Fange gaar ud af det skumle Fængsel.
En gammel Mand er det, hvidt hans Haar,
han har siddet derinde i tredive Aar.
Hvorfor? — Ja, Hukommelsen hos ham er sløvet,
men det var vist et Drab, han havde forøvet.
Nu i Dag er Straffetiden forbi.
Paa Vejen staar han. Han ved, han er fri.
Men hans Tanker famler omkring som i Blinde,
han er bleven for Verden en fremmed derinde.
Han har ingen Slægtninge, ingen Venner,
Ingen, som venter ham, Ingen han kender —
En hjælpeløs Stakkel. Fængslets Tugt
har hver Gnist af Selvstændighed hos ham slukt.
Forvildet staar han, et Faar uden Hyrde,
Friheden er ham en Kval, en Byrde.
Han er som en Død, der gaar om og spøger,
rent slettet ud af de levendes Bøger.
Mekanisk skrider han ud over Agrene,
— en Fugl uden Rede, forvildet flagrende.
Kun fremad! — uden at høre og se. —
Det skumrer alt, det begynder at sne.
— Da spidser han Øre, hans Bryn sig rynker:
han hører bag Hegnet et Barn, der klynker.
I de halvslukte Øjne tændes et Gry —
det er Livet, der kalder ad ham paa ny.
Han vaagner. Det er som et helt Mirakel!
Her er noget at gøre selv for en Stakkel.
Et Barn! Og han, som har elsket Børn! —
Rask bryder han ind gennem Vejhækkens Tjørn.
Den flænger hans Tøj, men han ænser det ikke —
Han søger og søger — her maa det jo ligge.
Og se! under Gærdet, hvor Buskene lude,
en Pusling finder han, svøbt i Klude.
Det lysner med Eet i hans Haabløsheds Nat:
Her er en, som er mer end han selv forladt.
Han ser paa den Glut med en Moders Øje,
han gemmer den lunt ved sit Bryst bag sin Trøje.
Saa knapper han til og skridter af Sted.
Før krøb han, nu er der Fart i hans Fjed.
Et Maal har han vundet. Nu gælder det kun
at bringe til Huse det kostbare Fund.
Og alt som han frem over Plovjorden iler,
han titter til Barnet, han mumler og smiler.
— Men Snefoget vokser, og Stormen ta’r fat,
hvert Dagskær slukkes, nu bliver det Nat.
En rygende Hvirvel er Himmel og Jord,
Sne blinder hans Øje og sletter hvert Spor.
Og Byrden blier tungere, Armen ryster,
men fastere kun han om Barnet den kryster.
Saa kan han ej mer. Med en stønnende Klage
han tumler og segner i Sneen tilbage.
En knugende Mathed hans Vilje lammer,
med svigtende Røst han et Fadervor stammer.
Han føler det paa sig: Alt er forbi!
Af Træthed synker hans Øjne i.
— Da farer han sammen med Eet — Har han blundet?
Han griber til Brystet — Barnet forsvundet?
Forsvundet! Han skriger i Rædsel, den Gamle.
Forsvundet! Hans Hænder i Sneen famle.
Da løfter han Blikket og studser — — Hvordan?
Der staar ved hans Side en fremmed Mand.
Hans Kjortel er blændende hvid som Sne,
hans Øjne som Høstnattens Himmel at se.
Hans mørke Haar over Skulderen rinder,
om hans Hoved en lysende Ring der skinner.
— Den Gamle forstummer, han stirrer forvildet,
han mindes fra Kirken et Alterbilled.
Da bøjer den Fremmede mildt sig ned,
hans Øjne lyser af Kærlighed.
Han lægger sin Haand paa Oldingens Bryst
og taler ham til med dæmpet Røst:
„Hav Tak, at Du bar mig den halve Vej!
Nu skifter vi Byrden. Nu bærer jeg Dig!"
Han løfter hans Hoved, der dukker sig mat:
„Vær trøstig, Broder, Din Synd er forladt!”
Han tager hans Haand, den er kold som Is:
„I Dag er Du med mig i Paradis!”
Da klinger det fjernt, som naar Klokkerne ringer.
I Luften lyser der Englevinger.
— Et kort Sekund kun — og Skæret slukkes.
Den Gamle segner, hans Øjne lukkes.
Og Stormen gaar over Markernes Øde,
den dækker med Sneens Lagen den Døde;
den reder hans Legem det sidste Skjul.
Hans Sjæl er hos Gud. Der holder den Jul. —
— — Nu, min Skat! Hvi saa tavs og alvorlig i Hu?
Har Du slet intet Ord til en stakkels Forfatter?
„Nej, hvordan! Af Dig selv! Lad mig kysse Dig Du!
— — O, men skynd Dig og tænd vort Juletræ atter!
Jag den Uhygge bort, som dit Digt maned frem;
— jeg faar ingen Ro, førend Lysene brænder,
for at tænke paa dem uden Hus eller Hjem.”
— Vær kun rolig! Nu skal Du faa Lys! — Og jeg tænder.
Hvor er Træet dog kønt i sin rimhvide Pragt
som dets Brødre i Skoven ved Midvinters Tide.
Ikke svangert og tungt, men jomfruelig slankt
med den rolig tindrende Lyspyramide.
Højt fra Toppen rinder et glitrende Spind
af den guldtvundne Traad til de laveste Grene.
Ja, den Pragt er lidt kølig som Stjernernes Skin,
men den passer, hvor to fejrer Julen alene.
Thi jeg tør ikke nægte — skønt Aftnen var smuk,
og skønt Du er den sødeste, kærligste Kone —
jeg har følt — utaknemligt maaske — med et Suk,
at først Børn giver Julen den rigtige Tone.
Lad saa Træet bytte sin Jomfruvæxt
med en Moders ukunstnerisk bugnende Rundhed,
— kun paa Barnelæber faar Julens Text
sin jublende Klang og sin evige Sundhed.
— — Du blev saa alvorlig, min Hjertenskær?
— Naa — maaske var det taabeligt af mig i Grunden! —
Dog nej! — Dit Blik har et fugtigt Skær,
og der spiller et gryende Smil Dig om Munden.
Saa lægger Du stille dig ind i min Favn,
— paa Uskyld og Lykke et rørende Billed —
og hvisker: „Min Ven! — Hvad Du nævnte — — det Savn —
Jeg tænker, til næste Jul er det stillet!”