Sit sidste Løv nu Skoven fældet har.
Det ligger over Bunden gult og gustent,
forbidt af Frosten. Søens blanke Giar
er som den Dødes Øje stift og brustent.
Og Solen selv har faaet kælne Vaner,
sent staar den op, gaar tidligt i sit Skjul.
Men gennem Lundens dunkelgrønne Graner
det suser sagte, ret som om de aner,
at deres Tid er nær — at det er Jul.
Dumpt gjalder Øksens Hug fra Kløftens Bund,
ad frosne Veje glider tunge Slæder.
Og se! En lys og frostklar Morgenstund
er Skoven flyttet ind til Torv og Stræder.
Imellem røde Tegl med Sneens Bræm
den stritter strunk med sine grønne Naale.
Snart skal den spredes til de tusind Hjem
for flux, naar Julens Stjernehær gaar frem,
med Afglans af dens Herlighed at straale. — —
— — —
— Vi har tilsammen vore Indkøb gjort
og standser nu paa Hjørnet hos en Sælger.
— Mon dette her? — Nej, det er altfor stort.
Det dér ved Siden tror jeg helst vi vælger.
Det er tilpas. Det skal jo ikke prale,
men være kun vor Højtidsstemnings Tolk.
Det andet dér er for de Stores Sale;
vort skal kun føre en stilfærdig Tale
om Juleglæden hos to unge Folk.
Vort første Juletræ! O skønne Navn,
og selv et skønt Symbol paa Julens Tanke!
Vidt i det lave spreder det sin Favn,
men peger opad med sit Spir det ranke.
— Vort første Træ! Ak, om jeg turde lægge
i dette Ord en lønlig Profeti,
— jeg maled Perspektivet for os begge
som en til Livets Grænse fortsat Række
af Julegraner langs vor Vandrings Sti!