Hvor blev dog de mange Dage?
De kom og svandt som en Drøm.
Jeg staar og skuer tilbage
ved Tidens rullende Strøm.
Bort bærer den Haab og Minder
til Glemsels det dybe Hav;
Dage og Nætter den rinder,
— mit Liv! hvor bliver du af?
Jeg griber ud for at standse
den evigt glidende Flod —
Ak! Skum og visnede Kranse
den skyller til Spot for min Fod.
Og lidet det kommende trøster
mig for det svundnes Forlis!
Det Aar, som nu rinder i Øster,
vil skuffe paa samme Vis.
Bort føres min Fryd og Smerte
paa Strømmen af rullende Aar
Hvor længes, hvor længes mit Hjerte
mod det, som evigt bestaar.
— Min Gud, som er større end Tiden,
Du staar, hvor stedse Du stod —
O, lad under Dagenes Skriden
mit Liv i Dig fæste Rod!