Lampens Skær i det høje Rum
dæmpet af Silkeskærmen.
Stilfuld Hygge. Et Tusculum
fjernt fra Støjen og Sværmen.
Ovnen nær, paa sin vante Plads,
— Vin paa Bordet i slebne Glas —
træt efter Dagens Pligter
sidder den gamle Digter.
Højt han hædres, hans Navn er berømt.
Gyldent som Sæd over Vange,
hvad han har levet, lidt og drømt,
groede til Liv i hans Sange.
Nu er han ældet, graa hans Lok,
Ære og Guld har han samlet nok.
Kunstskatte, hvor han skuer,
fylder med Skønhed hans Stuer.
Hos ham staar i det røde Lys
kærlig hans yngste Datter,
hun, i hvis Vaar hans Sjæl fornyes,
lever sin Ungdom atter.
Bordet hun ordner med Blomster smukt,
fylder ham Glasset, skræller hans Frugt,
sætter sig saa, som han ynder,
hen ved Klaveret og nynner.
Tonerne vugger sig hid og did
baarne af Stemningens Brise,
svulmer saa frem med Et i en blid
yndefuld Elskovsvise.
Digteren vaagner af Tanker brat,
Glasset har han. til Side sat;
støttende Haand mod Hagen
lytter han rørt og betagen.
„Barn”, han siger, da Sangen er endt,
„hvor mig Hukommelsen svigter!
Texten synes mig saa bekendt —
sig mig, hvem er dens Digter?
Sikkert en af de sjældne faa,
de, hvis Vers gennem Slægtled naa
uden at ældes og blegne —
Goethe maaske — eller Heine?”
„Kæreste Fader!” Datteren ler —
„Hvormed skal det dog ende,
naar dine egne Børn ej mer
du fra de andres kan kende!”
„Mine?” — „Ja vist! Jeg narrer dig ej.
Næste Gang er vel Turen til mig!
Skam dig!” Med truende Fagter
skælmsk hun den gamle betragter.
„Datter! Det er jo et Eventyr!
Tænke sig: her, hvor de hovne
Pragtudgaver som Luksusdyr
trindt langs Reolerne dovne —
her i de prunkende Søstres Slot
træder idag liden Askepot,
Perlen mellem dem alle,
ind, for mig Fader at kalde!
„Kære, syng mig din Sang igen,
dobbelt den nu mig fryder!”
— Datteren gaar til Klaveret hen,
atter Tonerne lyder.
Digteren lytter. Hans Ungdoms Vaar
frem som af lysende Taager gaar.
Mildt han i Minder vugges,
medens hans Øjne dugges.