Kalenderfragment
(i Ritorneller).
(i Ritorneller).
October.
Den ottende.
Du martrer mig til Døde med dit Smil,
det fyrigt fristende, det køligt spottende.
Den niende.
Ak, hvilken Gud har lært dig denne Kunst
at tie talende og tale tiende?
November.
Den trettende.
Skønt Dagen er som Dato lidet lovende,
var dine Smil i Aftes højst forjættende.
Den nittende.
Grumt du med Ord mit Hjerte sønderskærer
— og smiler dog, som ej Du aned Snittene.
December.
Den sjette.
Hvis jeg vil slippe nogenlunde fra det,
maa jeg i Tide tænke paa Retræte.
Den ottende.
Din Dragt! Et Under af Koketteri,
saa fint tilslørende, saa dristigt blottende.
Den tiende.
Et skyfrit Stjernehvælv, en Frostluft sviende.
Hvor kraftigt æggende, hvor sundt befriende.
— — — —
En Ampel lyste rødt i Kabinettet.
Dit Øje sendte Kornmodsglimt i Natten,
Og Luften var af tung Parfume mættet.
Den søde Duft besværed Aandedrættet.
Jeg følte Faren — men jeg smutted fra den,
sprang op og aabned’ Vindvet — hvor det letted!
— — —
Du skønne silkeknitrende Hetære!
Hos dig min Sjæl maa visne som en Blomst,
der plantes i en giftig Atmosfære.
Januar.
Den femte.
Hver Dag jeg væbner mig med friske Forsæt,
men naar jeg ser dig, er de alle glemte.
Den elvte.
Den Kærlighed! Som Æblet i „Snehvide”
har den en sund og en forgiftet Hælvte.
Februar.
Den tredje.
Tidt glemmer jeg, det hele er en Farce,
og stormer løs som Helt i en Tragedie.
Marts.
Den fjerde.
Jeg længes efter Muldjordslugt og Sol,
en ensom Marksti langs et Pilegærde.
Den niende.
Til Præstegaarden! Jeg har drømt i Nat
Om Æbletrær, Capitelstaxt. og Tiende.
— — — —
Den femtende.
Saa slap jeg da! Fra Byens Kvalm og Tummel
fra Biler stinkende, Sporvogne klemtende.
— — — —
Skønt Diligencen trodser al Beskrivelse,
saa tungt den ruller og saa fælt den knager,
— er denne Rejse dog en sand Oplivelse.
Vidt ser jeg over Skove, Fjord og Ager,
hvor Alting varsler Vinterens Fordrivelse,
mens Skyer og Solstrejf over Himlen jager.
Den tyvende.
En By med Kunstsans! Midt paa Torvet staar
en Buste af Kong Frederik den Syvende.
April.
Den fjerde.
Indad mit Vindve skinner Morgensolen,
og udenfor er der Koncert af Stære.
Den syvende.
Hvor Foraarssolen varmer! Hækken grønnes.
Og se! fra Syden kommer Storken flyvende.
Den trettende.
Ved Stranden. Fiskerbaadene kom hjem,
og Foraarssilden sad som Sølv i Nettene.
Maj.
Den anden.
Frisk som et Foraar! Store dybtblaa Øjne,
og saa et Brus af gyldne Haar i Panden.
Den femte.
I Ly bag Hegnet plukked jeg Violer,
som hendes Øjne blaa og sødt forskræmte.
— — — —
Hun gik langs Moseranden, som hun plejer —
det var i Gaar — og bar en stor Buket
af Gøgeurt og gule Kabbelejer.
Jeg fulgte hende til hvor Stien drejer.
Vi talte kun om Føret, som var slet,
— men jeg var stolt som af en vunden Sejer.
Den niende.
Fra Haven lyder Regnens stille Susen —
en Foraarsdaab, befrugtende, indviende.
Den fjortende.
Forgæves! Blot et Glimt af Elskovs Vaaben,
— strax Broen op, og Vagt ved alle Portene!
Den syttende.
Imens paa Skrømt jeg kured til Veninden,
stod hun, skønt bortvendt, spændt og skinsygt lyttende.
Den nittende.
Der er en Linierenhed i Figuren,
Musik i Gangen, rythmisk Klang i Skridtene.
Juni.
Den tredje.
Da Bygen overrasked os paa Turen,
vi søgte Tilflugt i den tomme Smedje.
Og, hvor til daglig en Hefaistos halter
sodsværtet rundt blandt rustent Jærn og Staal,
dér rejste Elskovsguden brat sit Alter,
og af hans rosensmykte Offerskaal
gød unge, skære, lysende Gestalter
i vore Hjerter Lykkens Overmaal.