Italia.
Hvid Marguerite, Kornblomst, blodrød Valmue!
Rask svinger sig til Guitar og Skalmeje
tre friske Pigébørn af Egnens Almue.
— — — —
Det dunkle Haar hun med en Sølvpil smykker.
Det er, som saa’ jeg Maaneblink paa Floden,
hvor den sig snoer i Laurbærlundens Skygger.
Den 16-aarige.
Alt knoppes Barmen, Hoften rundes fyldigt.
Men Sjælens Modning falder mere sildigt,
og end er Blikket barnligt og troskyldigt.
— — — —
Din Kind var rød af Foraarsvindens Kys,
og over Haaret, Skuldrene og Brystet
laa som Confetti Mandelblomsters Dryss.
Med Latter du de mørke Lokker rysted
og dansed over Græssets grønne Plyds
ind under Buer, som i Sne stod krystet.
— — — —
O, jeg maa elske Kroppens Linietegning,
den ranke Nakkes kælent bløde Bøjning,
de runde Skuldre, Ryggens fine Svajning.
Venus kallipygos.
En Sammensvejsning, stolt og grandios,
af tvende Glober til en Enkeltklode
af Form som en gigantisk Abrikos!
— — — —
Din Hals, din Skulder har saa varm en Lød
som Rosen fra Dijon, hvis gyldent hvide
et Skær har gemt af Orientens Glød.