Der gaar en sandet Vej langs Mosegrund
med dybe Spor, der ud og ind sig vride;
Grelt mod det Sorte griner frem det Hvide
som blanke Tænder i en Negermund,
En Sandflugt raset har i fordums Old,
men Sumpen — for en Vig — dens Hærværk standsed;
derfor er Bredden hisset skovomkranset,
mens jorden her er ørkenagtig gold.
Dog vidne Lærketræ og Fyr og Gran
— med skæve Stammer og med sveden Tinde —
Naturen stræber under Kamp at vinde,
hvad forhen den har tabt ved Havets Ran.
— Paa Vejens Kant jeg sætter træt mig ned;
trindt om neddrysse Granens visne Naale,
mens Solen sender en letsindig Straale
ned til mit melankolske Hvilested.
Den slukkes hastig. Mosebryggens Em
sit Gøgleslør henover Sumpen væver,
og kun de sorte Tørvestakke hæver
sig af det hvide Hav som Øer frem.
Histovre fra der lyder Raab og Sang,
hvis Toner gjennem Taagetæppet skære —
det klinger hid som fra en anden Sfære,
og ingen Gjenlyd svarer deres Klang.
— Et Billed i det Smaa af Livets Gang!
Forudbestemmelsens den dunkle Lære:
I samme Hus der findes Kar til Ære
og Kar, som Skaberen gav lavest Rang.
Hist ovre Elskerparret sorgløst vanker,
mens Maanens Lys forsølver Skyens Rand
og Nattergalen sødt om Elskov synger; —
men her, hvor Sandets Bly vægt Foden tynger,
her stønner med sin Bylt af tunge Tanker
i Natten kun en ensom, modløs Mand.