I.
Der rinder et luende Aftenskjær
hen over Parken, hvis Abildtrær
de blændende Kupler hvælve.
det lysner gjennem den lange Allé,
det drysser med rødmende Blomstersne,
naar sagtelig Grenene skjælve.
Hvor fik dog en Pragt, saa jomfruelig sart,
slig Skjønhed af fremmed og sjælden Art
sit Hjem i vort barske Norden?
Der kræves ikkun et Aandepust,
saa ligger den hele Herlighed knust
og sønderslagen paa Jorden.
O Vaar, hvis Luner skifter saa brat,
som tit slukker ud paa en eneste Nat
det Livslys, din Solfakkel tænder —
sig, kan du vel nænne paa vanlig Vis
din tavreste Skabning at give til Pris
for Vejrets de haarde Hænder?
Nej, før mit Øje skal skue sligt,
ved Kunstens lønlige Magt i mit Digt
det hele Billed jeg fanger —
at det som et Aladdinsslot
i skjæreste Hvidt mod det dybeste Blaat
maa straale, hvor jeg forlanger.
Og fjernt herfra til en yppig Natur,
i Læ at blaanende Bjærges Mur,
hvis Toppe Kvælden forgylder,
hvor Mandelen blomstrer og Vagtlen slaar,
mod Syd til Kong Salomons Urtegaard
i Tankerne Alt jeg tryller.
Her drømmer jeg da, at Sangkongen gik
i Kvæld og sendte med Længsel sit Blik
mod Libanons rødmende Tinder
Og sang om sin Due i Klippens Spalt,
mens Solen daleel og Duggen faldt
og væded hans Haar og Kinder.
Her drak han i Duft sig en Elskovsrus,
den Drot, som bygged det hellige Hus,
hvor Røgelsekarrene ose.
Her lytted han efter den Elskedes Skridt,
hans Hyrdepiges, hans Sulamit,
Sarons dejligste Rose.
End ser jeg ham vandre i Purpurskrud
Og fryde sig med sin Hyrdebrud
ved Frugtblomstens fine Rødme.
Og hører Hvisken og Lyd af Kys,
mens Abilden sender sit hvide Drys,
og Luften er tung af Sødme. — —
Da skræmmes jeg op ved et Fugleskrig.
— End tror jeg at skimte hans Kaabes Flig
af luende Purpur fra Tyrus.
Forsigtig træder jeg Synet nær
og skuer i Aftenens svindende Skjær —
en mægtig blomstrende Pyrus.
Den knejser som Kongen blandt Havens Børn
men halvt udsprungen en Rosentjørn
sig ind i dens Favntag fletter.
Og dæmpet det hvisker fra hver en Busk:
»Træd sagte! Forstyr ej de Salige! Husk,
det er Elskovs hellige Nætter!«
II.
Den Luftning, som ombølger
dit Haars den blonde Krusning,
tilvifter mine Sanser
en svimmelsød Berusning, —
en Duft som af Violer
og friske Vaarkonvaller,
der tryller mig til Skovdybets
hvælvede Haller, —
hvor i den grønne Dæmring
blandt mathvide Stammer
Du er den gyldne Straale,
som gjennem Rummet flammer;
som lyser op foroven
under de brede Kroner
og danser over Bundens
Sølvstjernemillioner —
som lokker mig med Liste
ad Lønstier blinde
bestandig frem — jeg ved jo
jeg finder Dig derinde; —
som stemmer Fuglesangen
saa elskovsblød og kjælen
og lægger paa min Læbe
et Kvad, hvor Du er Sjælen.