Den Hyrde sov ind paa den øde Vang.
— da vaagned han op ved Fuglesang.
Den vilde Abild var sprungen ud,
den stod i det hvideste Engleskrud
og lyste mod Himmelblaaet.
»Frygt ej! jeg bringer et Glædesbud:
Nu fødtes Foraarets milde Gud,
og Jorden har Frelse faaet!«
Den Hyrde skygged med Haand over Bryn,
han vilde knap tro sit eget Syn.
Der mylred af Blomster paa hver en Led
en himmelsk Hærskares Mangfoldighed,
hvorhen han vendte sit Øje.
Og Lærkerne kvidred: »Paa jorden Fred
og Himlens Velbehagelighed!
Ære være Gud i det Høje!«