Husker Du, Kjære, de Aftner i Maj,
da vi holdt Stævne ved Stranden bag Skrænten?
Ak, hvor dog Tiden krøb sent for min Venten:
— Kommer hun eller kommer hun ej?
Maanen steg frem over Voldens Rand,
tittede ned gjennem Grenenes Gitter,
strøede sit Sølv som et blinkende Flitter
henover Bølgen, der skvulped mod Strand.
Ude paa Vejen jeg saa’ fra mit Skjul
Vogne, som hjemad til Landsbyen kjørte.
Saa blev det tyst. Gjennem Stilheden hørte
fjernt jeg kun Lyden af rullende Hjul.
— Fred over alt. Nu var Stunden just god.
O, hvor jeg lytted med Nerverne spændte —
— Stille! — da hørte jeg Trin, som jeg kjendte,
ilsomt sig nærme den Plet, hvor jeg stod.
Frem af mit Skjulested traadte jeg tyst,
henover Vejen en Skikkelse smutted — —
Ak, det var Dig! Af mit Favntag omsluttet
laa Du i samme Sekund ved mit Bryst.
Flux jeg i Skyggen tilbage Dig drog,
kjærlig sin Kaabe den slog om os begge,
dølgende under sit flormørke Dække
alle de Kjærtegn, jeg fik eller tog.
— Husker Du, naar vi blandt Pilene gik
Strandkanten rundt paa den ensomme Grønning,
Sagte mod Kysten gik Bølgernes Dønning,
fulgte vor Tale som dæmpet Musik.
Sendte saa Maanen et Glimt os iblandt,
varsomt dit Hoved tilbage jeg bøjed,
søgte din Læbe og saa’ Dig i Øjet,
læste i Blikket den Lykke, jeg vandt.
Ak ! og hvor frit vore Følelser flød,
— Vaarbække lig i de grønnende Dale —
sammen fortroligt i hviskende Tale,
taabelig vist, men saa kjærlig og sød.
— Timer, som hvile i tryllerisk Skær,
Lystaager lig i det natlige Fjerne,
— af Eders Fosterdis fødtes den Stjerne,
hvorfra mit Liv nu faar Skjønhed og Værd