I Capucinergaden, hvor
det gamle Kloster ligger,
en pjaltet Gadedreng der staar
hver Morgenstund og tigger —
en dejlig lille sydlandsk Knægt
med store mørke Øjne,
— forstod han blot ej saa perfekt
sit Fags de slemme Løgne.
Med en Opfindsomhed i Sligt,
som sjældne Evner røber,
hver Morgen med et friskbagt Digt
han en Ducør sig kjøber.
Hans Fader brækker sine Ben,
hans Mo’r af Feber tæres,
hans Søskende maa En for En
paa Kirkegaarden bæres.
Kort — over Fyrens hele Slægt
en Hær af Plager sværmer.
Et naadigt Forsyns Varetægt
ham selv dog hidtil skærmer.
Men naar med dristig Fantasi
han skildrer hines Kvaler,
et Skær af lystigt Skælmeri
sig paa hans Ansigt maler.
Det er, som halvt ironisk blot
han driver sin Bestilling.
»Vist er det Løgn, jeg veed det godt,
— men giv mig kun en Skilling.«
Og — ak, jeg tilstaar det med Skam,
mit Hjerte han besnærer,
saa at jeg sjælden nægter ham
den Soldo, han begjærer.
Jeg ser i ham en Humorist,
der ej for strængt bør dømmes,
og gad dog vidst, om ej tilsidst
hans Løgnepose tømmes. —
— Der staar han. — Knap han ser mig,
han alt er mig paa Siden.
»Naa, Pietro! Hvilken ny Malør
hjemsøger Dig for Tiden?«
Han titter op — hvor er han smuk —
med Øjne blanke store
og hvisker med et ydmygt Suk: