Det var hin Sommer lummerhed,
da Pestens Aadselgrib slog ned
og hærged Hovedstaden;
da hver, som kunde, flygted væk,
mens Døden nok saa kaad og fræk
antasted Folk paa Gaden.
Da blev der Liv paa Kolding Slot.
Did tyede Landets høje Drot
med samt sit rædde Følge.
Og Kongen holder Fest paa Fest;
man drukner Frygt for Død og Pest
i Glædens lyse Bølge.
Hver Nat, naar Stjernerne er tændt
da lyser Slottet fra sin Skrænt
vidt over Sø og Skove.
Musiken skingrer højt i Sky,
og Borgeren i Kolding By
faar ikke Ro at sove. —
Did kom hun fra sin Fødegaard,
ung endnu, knap sytten Aar,
en Rosenknop at skue.
Der var det, at Kong Fredrik saa’
saa dybt i hendes Øjne blaa,
at Hjertet kom i Lue.
— Den store Riddersal er fyldt.
Fra Loft og Vægge, rigt forgyldt,
det funkler og det blænder.
Alt svømmer i et Straaleskjær;
det lyser hist, det tindrer her,
hvorhen man Øjet vender.
Og under Maskens Silkeskjærm
der glider nu en broget Sværm
frem over bonet Tillie;
— en Pragt som under Sydens Sol
af Purpurnellik, blaa Viol,
af Rose og af Lillie.
Henover dette Farvehav
Voxkjærteskjæret, gult, som Rav,
i brede Bølger ruller —
kjærtegner, sitrende af Lyst,
hver snehvid Hals, hvert fyldigt Bryst,
hver nøgen Arm og Skulder.
Og Eros driver her sin Leg,
gjør Kinden rød, gjør Kinden bleg
og hæver Barmens Bølger.
Usynlig sender han sin Pil;
i Haandens Tryk, i Læbens Smil
sin fine Spids den dølger.
Han mager det i Aften saa,
at hun og Kongen mødes maa
i Festens muntre Vrimmel.
Med Blikkets Glans, med Kindens Lød
faar han Monarkens Blod i Glød
og gjør hans Tanke svimmel.
Ham er det, som forstaar med List
i Kabinettet dem tilsidst
for alles Blik at gjemme.
Højt svulmer hendes Barm i Løn,
thi der er Ild i Kongens Bøn
og Ømhed i hans Stemme.
Der rækker ham til Afsked hun
sin hvide Haand, sin røde Mund
med Kyssets søde Honning.
Og Fredrik sværger højt og dyrt,
at hun, skjønt ej af Fyrstebyrd,
skal vorde Danmarks Dronning.