Hvad vil den Adelsmand i Kveld
ved Præstegaardens ringe Bo?
Er han i Vaande for sin Tro,
og vil sin Tvivl han skrifte —
hvad heller vil for Sjælens Ro
han Arv med Kirken skifte?
Saamænd! men ej den Herrens Mand,
— hans Dotter kun, Jomfru Kirstin,
blaaøjet, skær, med hvide Lin,
han vil sin Tro bekjende.
Og vil han skifte Arven sin,
— da bli’r det vel med hende.
Hel mangen Sommerkveld hans Fod
har ført ham hid til Præstens Hus.
Hr. Anders er et »Lærdoms Ljus«;
da gaar det med Disputer
og lærd Diskurs ved fyldte Krus,
mens Jomfru Kirsten lytter.
Da sidder Gubben vel tilpas
i Aftensolens røde Skin;
hans Bryn er tæt, og varm hans Kind,
han ler med muntert Bulder.
De lange Lokkers Sølverspind
nedrinder om hans Skulder.
Den yngres Væxt er let og slank,
om tænksom Kløgt hans Øje spaar.
Fra Kind til Kind et Ar der gaar,
som krigerisk ham klæder.
Han bærer Fipskjæg, studset Haar,
paa Brystet gyldne Kjæder.
Hans Øje vandrer ofte did,
hvor Kirsten sidder smuk og klog
og sømmer i sin Vindveskrog,
der skjønt med Blomster pranger;
mens mangt et Ord og fyndigt Sprog
i Talens Løb hun fanger.
Men stikker Tankens Ørn i Sky
for højt for hendes Dueflugt,
da sænker Øjet hun med Tugt
og passer sine Sømme. —
Lad Tankens Himmel være lukt,
— hun har dog sine Drømme.
»Hvorfor,« saa spørger hun sig selv,
»er Herren vel saa tit vor Gjæst?
Han, som tør sidde Kongen næst
og bærer strunk sin Nakke,
— kan med en fattig Landsbypræst
han tage vel til Takke?
Hvad er hans Ærind, tør jeg tro?
Hvi brænder Blodet i hans Kind,
hvi ser han mig i Øjet ind
saa mildt og dog alvorligt?
— Ak, Kirsten, Kirsten, tæm Dit Sind,
du sværmer vildt og daarligt.
En ufri Mø — en Adelsmand!
En Ridderborg — en Landsbyvraa!
— Ak, hvi vil Hjertet ej forstaa,
hvad klart dog Tanken fatter —
saa højt kan ej med Æren naa
en ringe Præstedatter.
Og dog; — hans Blik er rent og fast,
— ej Spejl for Falskhed eller List.
Kom han at lokke mig, — for vist
jeg aned længst hans Snare.
— Ak vær min Hjælper milde Krist!
Min Fred du mig bevare!«
Dybt bøjer hun sit Hoved ned,
og Naalen trækker Sting paa Sting.
Men Tanken drejer sig i Ring,
og Hjertet slaar urolig.
— Det tykkes vel en ringe Ting,
men er dog Lykkens Bolig. —
Den Herre byder sit Godnat,
da Aftenens Diskurs er endt,
og lønlig som en god Bekjendt
Til Afsked hende vinker
ud, hvor det mørke Firmament
med Stjemeskarer blinker.
Der taler han saa jævnt og klart,
at Tanken følger som i Leg;
med kyndigt Vink, med Fingerpeg,
han hendes Øje leder.
Det er, som ved hans Haand lmn steg
til fjerne Herligheder.
Han viser med bevæget Sind
hin tomme Plads paa Nattens Grund,
der, hvor hans Stjerne stod en Stund,
før end den svandt saa fage,
— blot for at drage ved sit Fund
ham til hans Kald tilbage.
Og sagte, mildt han føjer til:
»Hvo styrer Skæbnen uden Gud?
Hin Stjerne tændtes paa hans Bud
min Tankes Tvivl at tugte.
Og da dens Kald var rettet ud,
hans Haand paa ny den slukte.
Men for mit Hjertes Øiesyn,
som trænger ej til slebet Glar,
en anden Lykkestjerne klar
paa ny i Kveld han tænder.
I eders søde Øjenpar,
Jomfru Kirstin, den brænder!
Og vil I agte Himlens Vink,
da skal den slukkes ej som hin.
— I god Konstellation til min
for evig Tid den stilles.
Selv gjennem Dødens Nat, Kirstin!
ej vore Stjerner skilles.«
Hun svarer ham med sagte Suk:
»Ak, Tycho, har I vel betænkt,
at aldrig end den Mur er sprængt,
hvoraf jer Stand omgjærdes —
for mig er alle Døre stængt
i Kredsen, hvor I færdes!
Og tror I vel, jer Troskabs Baand
er tvundet af en Bast saa sejg,
at Ormen ej kan finde Vej
did, hvor dets Knude lukkes.
Husk, hvis det brister, synker jeg
i Nattens Dyb og slukkes!«
Han svarer: »Lad dem stænge kun
for Port og Dør med Bolt og Slaa —
vor Lykkes Vej saa højt skal gaa,
at ej de den kan spærre.
Hvor langt end Rigens Store naa
— længst rækker dog Vorherre!
Tænk ej min Tro saa skjør som Traad.
Den ligner mer den Oxehud,
hin Oldtidsdronning spændte ud
sit Rige at betegne.
Den evner vel, mig selv, min Brud
en fredlyst Plet at hegne.
Der skal jeg bygge dig et Hjem, —
og bli’r det end paa fremmed Grund
— haver jeg dig og Himlen kun,
bor glad jeg i det Fjerne.
Klart brænder der til sidste Stund
vor Elskovs Tvillingstjerne.
Og tænk kun ej, at Ofrets Vægt
skal gjøre tung min Troskabspligt.
Den Aand, som kuet blev af sligt,
var gjort af simple Stoffer.
Vid, kun for den blev Livet rigt,
som bragte det et Offer!«
— Da lægger hun sit Hoved blidt
i Graad og Smil hans Hjerte nær:
»Ske, som du vil, min Herre kjær,
jeg tør dig ikke hindre.
Og saares du i Stridens Færd,
min Kjærlighed dig lindre.
Lad Glemsel dække kun mit Navn,
— et falmet Løv i Mindets Krans,
naar dit staar højt i Stjerneglans:
Et skal dog Verden sige:
I Sorg og Glæde var hun hans,
— i Kjærlighed hans Lige!«
Det var en ung, forelsket Svend,
der vandred hid i Kveld. Men han,
som sent gaar hjemad, er en Mand,
hvis Kraft og Tro er ægte.
For Hjertets Krav mod Byrd og Stand
vil mandelig han fægte.
Og som han staar med løftet Blik
i Natten ene med sin Gud,
da ruller der et Stjerneskud
ned over Himlens Tinder.
Det lyser vidt i Rummet ud —
og fjernt i Syd det svinder.