Saa glemmer Hjertet for et Kys,
hvad Sorg du lagde paa dets Vej,
som Jorden i den lyse Mai,
at det var Vinter nys.
Og ingen Vunde er saa øm,
saa dybt og giftigt intet Stik,
— hver Smerte flyr jo som en Drøm
for Læbens Trylledrik.
Saa hilser jeg i hvert Dit Smil
et Varsel om vor Elskovs Vaar,
som Lærken, naar den Sommer spaar
en Soldag i April.
Og slukkes end det fagre Lys,
der sitred flygtig om Din Mund,
— jeg tror, saa ofte det fornyes,
mig nær min Lykkes Stund.
Som Dagen, der i gyldent Gry
gaar nyfødt frem af Nattens Lænd,
Din Skjønheds kj endte Træk er end
hver Stund mig lige ny.
Var H je rte t’o g i Kveld forstemt
og Natten fuld af Tvivl og Suk,
— saa snart du kommer, alt er glemt,
— fordi Du er saa smuk.
Saa vexler Haabløshed og Mod
udi min Sjæl som Tidevand:
snart ligger gold min Lykkes Strand,
snart skummer den i Flod.
Et utrygt Liv! Dog bedre det
end føle sløvt og drømme tungt:
thi Elskovs dybe Aandedræt
gjør Sindet stærkt og ungt.