Langt derude i Kimingens Brud, —
hvor Morgenskyernes blygraa Larver
ligge og vente Forvandlingens Bud
for at folde ud
Sommerfuglevinger med straalende Farver —
Der, hvor Gryet, naar Taagerne flyr,
et Æventyrhøjland i Synskredsen bygger
af søgrønt Marmor, af rødt Porfyr
med rosenfarvede Skygger,
med blanke Metalaarers gyldne Lag.
med tunge violblaa Fjelde bag
i skarp Profil
mod Himlens Perlemorsbue,
der pibler frem under Tue,
Elskov! din hellige Nil!
Derfra du strømmer i evigt Væld
over al Verdens Egne:
Flommende snart som en Fos fra Fjeld,
snart som en rislende Bæk i Kveld,
hvor Pilebuskene hegne;
ilter og kaad, som en Bjergelv gejl,
grønklar og dyb som en Fjeldsøs Spejl
under Stenvæggen stejl,
saadan vexler du Natur alle Vegne.
Tit har jeg vugget paa dit blikstille Dyb
mit Hjertes Baad,
mens du spejled mine reneste Drømme.
Tit har jeg kæmpet uden levende Raad
som det usleste Kryb —
mod dine fraadende Strømme.
Tit har jeg ligget og lyttet til din Sang
og lært af din Mund mine bedste Melodier,
Tit har din Hulkens bristende Klang
gjort mig Barmen trang,
naar jeg slentred ad løvfaldsbrune Stier.
Altid har du dog fra Dag og til Dag,
selv naar du mig slængte ved din Bred som et Vrag,
selv naar du fik Lød af mit rødeste Blod,
lagt Lag paa Lag
af frugtbart Muld over Hjertebunden.
Hellige Flod,
som til alle Slægter flød,
evige Væld
med Fornyelsens Skat!
Fra det dæmrende gaadefulde Grænseskjel
mellem Dag og Nat,
mellem Liv og Død
er du runden!