Skyggen nærmer sig
snigende luskende,
glider bag Træerne,
smutter om Buskene;
Hovedet skjult bag
Tusmørkets Hætte,
— hostende hult bag
Kaaben den tætte;
— Rimtaagens Klædebo
efter sig slæbende,
— hemmelig krystende
Kniven den dræbende:
Frostvindens klingre
skarptslebne Staal,
medens de rystende
valne Fingre
søgende famle
efter et Maal.
— Det er Grima gamle,
Sagahexen
fra Klippeskovene,
som gaar forbi.
Atter træder hun
Snigmordets Sti
hen til den sovende.
Atter funkler
i Skovens skumrende
dødsstille Grube
Staalet det blinkende
over det slumrende
Offers Strube.
— Tys!
Det rasler derinde,
hvor Stammer lude,
— et Skrig — et Suk
fra et stønnende Bryst;
— saa er det ude,
— alting tyst!
— Daaden fuldbyrdet.
Paa Mossets Pude
vædet af Dug,
blandt lave Buske,
hvis slyngende Ranker
driver af Blod,
— ved Egens Rod
ligger Sommeren myrdet.
Aftenrødens
svindende Lysning
glider over
de ædle Træk,
som stivner i Dødens
Kuldegysning.
Ørnebregner
paa knejsende Stilke
hans Leje hegner.
Egen sænker
over Liget
Sørgefaner
af gulnet Silke.
Og som dæmpet Klage
højt fra Luften
høres Skriget
af vilde Svaner.
Skoven svarer
med jamrende Lyd.
Saa svinde de hvide
vingede Skarer
ad Trækfuglebaner
mod Syd.
Og alt er stille
tavst og øde.
Over den Døde
sig Skyggen bøjer.
— Hvad rører sig
under Ligets Kappe?
— Ak, som i Høst
det gulnede Blad
med visne Flige
værner om Knoppen,
— saa holder Gubben
med stivnet Arm
mod Brystet trykket
en lille Pige.
Øjet er lukket,
Læben stum,
Kinden hvid
som Bølgeskum —
Over hende
har Døden skygget.
Men hun, som vog
Fosterfaderen
og planted Jernet
i hans Strube,
fik ej Mod
til brat at vende
den blodige Kniv
mod Barnets Liv,
som Kæmpen værned.
I Tvivlsmaal hildet
hun Pigen skaaner
og aner ej Snaren,
Nornen stilled.
Hun slæber hende
fra Skoven bort
til lyngtakt Hule;
handler haardt
mod det favre Barn.
Som speget Garn
hun sammenfiltrer
de Lokker gule
besudler den hvide
Hud med Skarn;
fører hende
i Trælkvindeklæder,
spreder Dynd
for hvert Fjed hun træder;
giver til Pris
for svidende Vind,
for bidende Is
den fine Kind.
Paa denne Vis
vil hun skjule sin Synd.
Dog kan ej hindres
Nornens Vilje.
Af ædelt Løg
i frostbunden Jord
spirer i Løn
den fagre Lilje.
Og Dasene skride.
Da spørges det vide,
at Solkongen
fra Sydens Lande
vil sætte Kaasen
mod Nordens Strande
paany.
Og naar fra Aasen
langelig spejdende
hun ser hans Komme
— da er Fornedrelsens
Time omme.
Da svulmer Blomstret,
da brister Knoppen,
fribaaren Mø
sprænger Trældomspuppen,
aftvætter i Bækken
Smuds og Skarn
og træder fra Hækken
— et Kongebarn.
Hyllet i Haarets
glinsende Silkeskrud,
fulgt af Svalens
trofaste Foraarsbud,
— brystbred og høj
af kongelig Bygning,
salvet med Duft
af blomstrende Løg
fra Skovens Tykning;
— den ædleste Brud,
den fagreste Mø
stiger i Stævn
ved rullende Sø.
Men ræd for Hævn
den gamle flygter
mod Norden ud.
Dér, mellem øde
nøgne Klinter,
hyllet i Slør
af Taageslud,
fjæler sig fjernt
den gamle Vinter.
Men Solkongen fæster
Vaaren som Brud.