Det driver over Mark og Hegn
med Duggens blanke Perleregn,
og rundt om røbe tusind legn,
at Efteraaret kommer.
Dog tykkes mig den hele Egn
mer fager end i Sommer:
saa dyb en Lød, slig Marv og Saft
har Aaret ikke forhen haft,
— det Aar, som nu i Manddomskraft
fremtræder for sin Dommer.
— Bag Morgentaagens lette Tyll
Landsbyen breder sin Idyl.
Ved Præstegaarden staar en Hyld,
af tunge Klaser bøjet;
— det er ej dens, men Stærens Skyld,
blier Ejeren ej fornøjet.
Den Løvdragt, Hækken fik i Laan,
sig krymper nu som Gyldenspaan,
og sorte Brombær, vinblaa Slaaen
trindt røbe sig for Øjet.
I Haverne faar al Ting Lov
at voxe vildt som i en Skov:
Naturens Kræfter har Behov
sig ret i Mag at brede,
før atter Spade eller Plov
skal Mulden tilberede.
Og viltre Ranker bære Bud
om Saftens rige Overskud;
— hver Mulighed skal klækkes ud
af Rødderne dernede.
Med Gjenskjær af den Sommersol,
der nys forgyldte Nordens Pol,
fremskinner, gul som en Mongol,
Græskarrets fulde Maane.
For Vaarens Pryd, den bly Viol,
nu trinde Blommer blaane.
Den vilde Vin, der som et Slør
drapperer Havehusets Dør,
er ved at skifte sin Kulør
og Høstens Purpur laane.
— Jeg hilser Dig, Du vilde Vin,
Dit Blad, Din Væxt saa slank og fin;
mod Racen fra den gyldne Rhin
er fattig vel Din Ære,
og Druens funklende Rubin
tør ej Bastarden bære.
Men at en Æt kan være god,
skjønt blandet med Zigøjnerblod,
og eje Sundhed, Styrke, Mod,
— kan Skriften selv os lære.
Du Ismael af Rankers Slægt,
Du smidig-viltre Friluftsknægt,
som trodser Kuld og Storm, mens kjækt
Din Kind i Purpur flammer —
Velsignelsernes rige Vægt
Din Sæd vel ej annammer;
men fik din Broder øverst Rang,
— mod Lyset higer dog Din Trang.
— O, var i Slægt med Dig min Sang,
jeg ej ved den mig skammer!