Jeg sad i min Stue
en Junimiddag hed.
Fra Bogen mit Øje
udover Haven gled.
Der summede Insekter,
og Luften sitred varm;
Vindrubladene titted
over min Vindveskarm.
De skjøre Ranker gynged
i Luften op og ned,
og alt som de nikked,
saa nikkede jeg med.
— Da lød der fra det fjerne
en dæmpet dejlig Sang;
med dragende Toner
for mit Øre den klang.
Og som jeg aabned Øjet
— uvis, om end jeg sov —
da fandt jeg mig hvilende
dybt inde i en Skov.
Henover Mosset spilled
Solstraalers gyldne Leg.
Selv laa jeg i Skyggen
af en mosgroet Eg.
En slangebugtet Sti
gjennem Kratskoven brød;
— derindefra var det,
at Tonerne lød.
Og som jeg anspændt stirred
ind under Løvets Bryn,
da mødte mit Øje
et forunderligt Syn.
Tre Kvinder saa’ jeg stige
af Skovdybets Skjul:
en japanesisk Pige
med Kinden atlaskgul;
en ung Araberinde
med sortgylden Hud
— og saa til sidst hende,
jeg kaared mig til Brud.
Den første bag sin Vifte
tittede frem paa skraa.
Hvor net hun kunde skifte
de Fødder bitte smaa.
Bag Silken, som glitred,
leged Formerne Skjul;
paa hendes Fletning sitred
en broget Sommerfugl.
Hun bøjede sig smilende
og traadte mig nær:
»Følg med til mit Øland
og bliv min Hjærtenskjær.
Du aner ej, hvilke
Skatte jeg Dig betroer:
indlagte Vaaben, Silke,
Guldsmykker og Perlemor.«
— Frem tren Araberinden
og knælte ved min Fod.
I hendes brune Kinder
brændte det røde Blod.
Med sin fremrakte Højre
en Sølvskaal hun svang;
i fire gyldne Kjæder
ved hendes Haand den hang.
»Fornemmer Du,« hun hvisked,
»den berusende Duft!
Med mit Fødelands Røgelse
krydrer je g Din Luft.
Jeg skjænker Dig Kameler
og en arabisk Hest,
hvis i Dadlernes Skygge
Du være vil min Gjæst.«
— Da nærmed sig den tredje,
jomfruelig og slank.
Hun krydsed de hvide Arme,
mens Brystet steg og sank.
Foruden Pragt og Smykke
var det grønne Gevandt.
I Øjet kun funkled der
en Taares Diamant.
Hun løfted Blikket mod mig
saa fuldt af Kjærlighed:
»Hvad har vel jeg at byde
mod al den Herlighed.
Jeg ejer ingen Skatte,
Intet, jeg kalder mit.
Ak, ej en Gang mit Hjærte,
— det er forlængst alt dit!«
Hun bøjede sit Hoved
med rødmende Kind,
— fast drog jeg hende til mig
med Jubel i mit Sind.
De halvtaabne Læber
jeg kyssed varmt og ømt;
— da aabnede jeg Øjet
og saa’, jeg havde drømt.
Dog tyktes jeg fornemme,
at Duften saa sød,
jeg indaanded i Drømme,
endnu i Luften flød;
Dog svæved mig end for Øje
et broget Farveskjær
som det, jeg nylig skued,
da de tre var mig nær.
Og se — paa Bordet for mig
i en krystallisk Skaal
tre Rosenflammer brændte
i et duftende Baal.
Medens hint Drømmebilled
dæmrede for min Aand,
var foran de mig stillet
af en kvindelig Haand.
De stod med grønne Stilke
i klarest Kildevand —
den ene gul som Silke
fra Japans fjerne Strand;
den anden dunkel-blodig,
sort med ulmende Glød;
— den tredje fuld og frodig
dugbesprængt, morgenrød!