Med Guldglans bølger det tunge Korn,
Sølvdraaber fra Aftenens Fyldehorn
paa Skræppebladene trille.
Det er Som’rens Klenodie og skjulte Skat,
der bliver i Kveld til Skue sat;
thi Alfekongen fejrer i Nat
sit straalende Bryllupsgilde.
Den Drue, Dagen krysted i Kveld,
blandes med Maanens Perlemorsvæld
i Himlens krystalblaa Kumme.
Der stiger en Attraa stærk og sund
i Duft fra hver blussende Blomstermund.
Snart kommer Henrykkelsens salige Stund,
da Læber i Lyst forstumme.
Hver lyserød Rosenkalks Aande fin
med Kaprifoliens søde Vin
og Rønnens Krydder sig blander.
St. Hansorm ulmer i Fosforglød,
og Engen, med Margueriter strøed,
udfolder i Nattens usikre Lød
sit bølgende Stjernebanner.
Som Nisser med røde Huer paa
nysgjerrig tittende Valmuer staa
bag Hvedeaxene strunke.
I Grøften ved Mjødurtens skummende Krus
faar Oldenborren en Bryllupsrus.
Som Kandelabre i Brudehus
Kongelysene prunke.
Og for at Parret kan sove trygt,
bag Hegnet et luftigt Telt er bygt
af Skarntydernes Skjærme.
Kjæruldens Dun er til Bolster lagt,
Natsommerfugle i Fløj elsdragt
som Brudekammerets Æresvagt
lydløst om Teltet sværme.
— Lindt stryger om Løvet den lune Luft,
og Hyldens søde bedøvende Duft
i Dvale Naturen dysser.
— I Løn dog pusler hvert Mørkets Barn,
den Edderkop spinder sit Jægergarn,
og Flaggermusen, det lodne Skarn,
paa Strejftog i Natten krydser. —