Nu sitrer Luften i Middagsglød
over glinsende, muldsorte Agre.
Vellystig aabner sig Engdalens Skjød
mellem Hedebakkerne magre.
Skovhegnets Bræm faar et grønligt Skjær
alt under de mørke Ege,
og over det døsig blundende Kjær
to Sommerfugle i hvide Klæ’r
som Vaarens Genier lege.
Jeg bliver saa glad for den mindste Urt,
som frem gjennem Jordsmonnet pipper.
Hvert eneste Blad er saa skjært og purt
med haarfine Aarer og Ribber.
Gav blot nu Vorherre en Smule Regn
til alt, hvad han varmer og soler,
da fandt vi vel rigere Foraarstegn
og søgte ej fjernt langs Diger og Hegn
de første forkrøbne Violer.
Vinranken hist ved vor søndre Væg,
dens Tid vil endnu ikke komme.
Men Crocus har vi som Paaskeæg,
halvfyldte med guldgul Blomme.
Kun let var jert Blund i den snedækte Jord,
I Børn af Vaar og af Vinter;
og kort er jert Liv! Men hvor I satte Spor,
der mylrer snart frem en velsignet Flor
af Primler og Hyazinter.
Det er Tid, at det fjorgamle Løv kommer væk,
som vissent i Gangene rasler.
Det passer kun slet med en grønnende Hæk
og med rakledryssende Hasler.
Og bort med de hæslige Hylstre af Halm,
Solblomsternes Vinterbarakker;
de gjør dog i Længden kun Gartneren Kvalm,
— og renses skal Foraarets o ædle Malm
for alle de urene Slakker.
Ja, Plads for Livsfornyelsens Bud,
og bort med det visne og døde!
Men fej ogsaa selv af dit Hjærte ud,
hvad Vaaren ej kan gjenføde:
de marvløse Længsler, de tomme Savn,
som usunde Drømme kun skyldes,
— alt, hvad Du ej aabent tør give Navn!
Og kast Dig saa trygt i Foraarets Favn,
— da skal af dets Liv du fyldes;