Det hænder mig, Kjære, i Drømme tidt,
— ak hvor kan ej Drømme forføre —
jeg hører Dig komme med lette Skridt
og nærme Din Mund til mit Øre;
og medens Din Aande, saa ren og sund,
min brændende Kind forfrisker,
med gjækkende Smil om Din søde Mund,
Dit Navn Du sagte mig hvidsker.
— Da river jeg mig af Drømmens Favn,
min Tanke paa Maagevinger
i Mulmet dukker at gribe Dit Navn,
mens end for mit Øre det klinger.
— Men ak! som en svindende Melodi
dets Lyd forviskes, dets Klang er forbi.
Jeg lytter i Natten med stigende Savn,
— det viger, det viger, — Dit Navn, Dit Navn!