Tunge Middagsskyer vælte
op bag Kystens Klittebræm,
og fra Tangens brune Bælte
lister Ebben sagte frem.
Dybet dorsk og tørstig tømmer
Bugtens Kumme Slurk for Slurk,
Baaden som en flakt Agurk
paa sin grønne Side drømmer.
— Fiskerens den lille Purk,
henrykt ved det flade Pløre,
fanger Krabber paa en Snøre —
Solen, lig en shakspearsk Skurk,
smelter Bly i Drengens Øre.
— Hist fra Hyttens Skorstenspibe
Røgen som en blaalig Stribe
bugter sig mod Himlen træg. —-
Mutter sysler i sit Køkken;
men bag Husets Gavl i Skyggen
sidder Datteren, med Ryggen
støttet mod den hvide Væg.
Halvt en Jomfru, halvt et Barn,
luftig klædt i Middagsvarmen,
brun i Nakken, hvid om Barmen,
knytter hun et Fiskergarn.
Tanken flakker dog saa vide,
Haanden glemmer tidt sin Dont,
og de mørke Øje glide
mod den fjærne Horizont.
Blikket sløres, Viljen svækkes
i den hede Middagsstund.
Ene Phantasien vækkes,
og med gyldne Syner dækkes
Middagshimlens matte Grund; —
indtil Øjet blændet lukker
sig for Drømmens Farveglød,
— Haanden synker slap i Skjød,
og den lune Luftning vugger
Pigen i en Slummer sød.