Den gamle Bro
(Efter Samme)
(Efter Samme)
Din Bue, rejst i svundne Tiders Gry,
er længst forladt. Højt over Dig en ny
af Kvadre bygget er. Did Vejen gaar, —
og Du forvitres langsomt Aar for Aar.
Navn ridset staar ved Navn. Hvo kender dem?
De, som dem skrev, forlængst er vandret hjem.
Et frodigt Vildnis, røde Blomsters Flor
har overgroet Din Fodstis slidte Spor.
Reusz buldrer frem af Klippens snævre Dør
og svøber Fjeldets Gran i Sølverslør, —
og i et Slør, et luftigt Drømmespind
af svundet Liv Du selv er spundet ind.
Vognbuldret vækker end en Genlyd svag
af fjerne Tiders Sang og Vaabenbrag.
Et Ekko skingrer gennem Flodens Fald
af Hestevrinsken og Trompeters Skrald.
Hult lød Din Hvælving under Gangrens Skridt,
naar Tysklands Kejser red sit Romerridt.
Fra Dig har Parricida paa sin Flugt
nedstirret bleg i Dødens skumle Slugt.
Mangt Pavebrev, med hykleriske Ord
og Rænker fyldt, fo’r over Dig mod Nord.
Ad Dig Landsknægten rovbetynget skred,
og i hans Skygge Pesten lydløst gled — —
Forbi, henvejret Alting, Smaat og Stort!
Nu har Naturen Dig til Bytte gjort,
aftoet hver Plet af Synd og Had og Kiv
og svøbt Dig i sit kyske grønne Liv.