Jeg hører Kluk af Foraarsvæld
lig Sølverklokker klingre.
Fra Poplen i den lune Vind
som Lokker om en Barnekind
de brune Rakler slingre.
Kastaniens svangre Harpiksknop
ret som en Haand sig lukker op
med klæbrig-grønne Fingre.
Det svulmer, spirer over alt,
det risler og det blinker.
Jeg har ej Ro, ved Dag, ved Nat:
fra Luft og Sø, fra Skov og Krat
det lokker mig og vinker.
Ja, flakked fjernt jeg udenvælts,
min Længsel drog mig til mit Bælts
de skovomslørte Brinker. —
Der er et Sted, hvor Skrænten stejl
udover Stranden luder.
En Eg der gror, — en gammel En
med flækket Stamme, mosset Gren
og store Muskelknuder.
Forneden bag sin Humlebræm
en Fiskerhytte titter frem
med smaa forbrændte Ruder.
Fra Tykningen jeg hører grant
den lille Skovbæk mumle.
Den fjæler sig bag Bregnekrat
og kommer saa for Lyset brat
i Kløftens Gab det skumle.
Dens Vand er som Krystallet skært,
og Sving og Bugter har den lært
af Gærdets grønne Humle.
Jeg husker Alting: Skov og Strand
og Skræntens vilde Ranker.
Vi sad jo der i Kvæld saa tidt
og lod vort Øje strejfe vidt
helt ud mod Jyllands Banker.
Ja vist — den fjerne, vinblaa Aas
var Drømmens Land, som aldrig naas,
og Maal for vore Tanker.
— — Alt skifter om. Nu staar min Bo,
hvor Jyllands Bakker skraane.
Dog Lyngens Land ej huer mig,
og fjernt med Længsel skuer jeg
min Barndoms Kyster blaane.
Hvert Foraar blusser Mindets Bavn
— men ene Bølgen veed mit Savn,
og Nattens blege Maane.