Frohnalpenstock
(Brunnen)
(Brunnen)
Frohnalpenstock! Din nøgne Kulm
med Jomfrusneens kridne Lag,
fremdukket nys af Nattens Mulm,
forgyldes i den unge Dag.
Højt over Naaleskovens Rand
med Morgentaagens hvide Floss
mod Himlen luer den i Trods:
»Ja, naa mig, om Du kan!«
Nu vel, jeg er jo fri og frels!
Jeg griber Alpestok og Hat;
snart har jeg Dalens Bygd forladt
og staar, hvor Stien gaar til Fjælds.
Septemberdagens rene Luft
tilvifter mig fra Bjærgets Li
et Pust af Høets Kryderi
og Skovens Harpiksduft.
Til Vejrs det gaar med Sang og Fryd
først under Naaleskovens Hang,
— saa ud paa græsgrøn Sætervang
med Brøl af Kvæg og Bjældelyd.
Og Pigen med den brune Lok
et Nik, et Kys i Farten faar.
Men — ingen Tøven, før jeg naar
mit Maal, Frohnalpenstock!
Ad Fyrrestammers spinkle Bro,
slængt over Kløft og Klippebæk,
— did op, hvor Alpens stolte Træk
paabyder Ærefrygt og Ro!
— hvor hist og her som Forpost kun
der skyder frem en enlig Gran,
men hvor Viol og Enzian
end spætter Fjældets Grund.
Nu frem, hvor Tinden knejser frit
opdukkende i Ætrens Hav —
henover Strøg af brunligt Lav
og Blokke af den raa Granit.
Til Vejrs! er mødig end min Krop
og Ganen brændende af Tørst — —
Den Møje lønnes rigt, naar først
jeg staar paa Bjærgets Top.
Alt bliver øde nu og vildt.
Sne gnistrer fra hvert Klippeskaar,
Men lun er Luften som i Vaar,
og Solen skinner foraarsmildt.
Op, hvor den vilde Ged har traadt
sit Spor i Sneens Tæppe hvidt —
et Spring endnu, endnu et Skridt,
— og saa er Maalet naaet!
Hvor høj en Luft — hvor stort et Syn!
En Verden bag ved Fjældets Mur,
en mægtig uberørt Natur
sig løfter over Himlens Bryn.
Indstængt af Klippens stejle Bom
er Skuet trangt for Dalens Børn,
— her kredser Blikket som en Ørn
og spejder viden om.
Hvor rykker det mig sælsomt nær,
som stod jeg ved dets Grænserand:
det gaadefulde Dødens Land
med evig Sne og hvide Brær.
Det Land med Tavsheds store Gru,
— til Hverdags dulgt bag Fjærnheds Dis —
det træder med sit Pust af Is
mig tæt paa Livet nu.
Med Spir og Takker, solbestraalt,
det taarner sig langs Himlens Rand,
en Krone for det hele Land,
— den eneste, som Schweiz har taalt!
Og vel forstaar jeg, at et Folk,
som nemmed her Naturens Sprog,
blev aldrig Træl i fremmed Aag,
men Friheds fødte Tolk.
— Dybt under dette Fjældgevier,
som løfter Sans og højner Syn,
fremdukker mørke Skoves Bryn
og Sætervanges grønne Lier.
Og Dale ligge lunt i Løn
med Slot og Agre, By og Flod,
— men lodret ned, fem Tusind Fod,
er Urnersøens Brønd.
— Som Konge paa den øde Tind
med Verden udstrakt for min Fod
ser svulmende af Ungdomsmod
jeg kæk i Fremtidslandet ind.
Min Trone er en Klippeblok,
mit Slæb er Sneens Hermelin,
— jeg løfter højt den klare Vin:
Din Skaal, Frohnalpenstock!