Folkeviser

Hr. Villemand og hans Mø saa pur,

        — Strængen er af Guld —

de leged’ Guldtavl i hendes Bur.

Saa liflig leged’ han for sin Jomfru.

Og hver Gang Guldtærningen randt omkring,

da randt der en Taare paa Jomfruens Kind

„Skjøn Jomfru, hvi er I saa sorrigfuld,

og monne I græde for røden Guld?

Hvad heller mon er det for Sadel og Hest,

hvad heller for mig, at jeg har eder fæst?“

„Jeg græder slet ikke for Guld eller Hest,

ej heller jeg græder, for I mig har fæst,

Jeg græder alene for Blidebro;

der sank til Bunds mine Søstre to “.

„I skal ikke græde for Blidebro;

I rider min Ganger med røde Guldsko".

Den Jomfru hun red over Blidebro,

da snubled’ hendes Ganger paa fire Guldsko.

Da snubled’ hendes Ganger paa femten Guldsøm,

og Jomfruen sank for den stridige Strøm.

Hr. Villemand gik sig for Strømmen at staa;

saa mesterlig kunde Guldharpen han slaa.

Han leged’ med Lempe, han leged’ med List;

ej rørte sig Fuglen og Løvet paa Kvist.

Han leged’ med Styrke, han leged’ med Gny;

det gjalded’ i Bjærge, det runged’ i Sky.

Da revnede Barken paa Birk og paa Eg,

og Hornene sprang af det brølende Kvæg.

Og saa slog han Harpen til Bunds i Harm,

at ud blæste Kraften af Troldens Arm.

Herop maatte Trolden af dyben Sø:

„Hold op med din Kinglen, her er din Mø“.

Hr. Villemand Sværdet uddrog fuldglad

      — Strængen er af Guld —

og flakte saa Trolden hin arge midt ad.

Saa liflig leged’ han for sin Jomfru.