Gamle Kvinde, Du, som sidder bøiet dybt mod Jord!
Søger Du i Muldets Furer tabte Tiders Spor?
Staaer, usynlig for mit Øie, Fædrenes Bedrift
der indristet, og Du tyder tro den gamle Skrift?
„Vel jeg grubler, vel jeg søger, men end ei jeg fandt.
Søger efter Spor af Blodet, som i Jord nedrandt.
Strækker efter Kampens Frugter ud min tomme Haand,
seer og favner dog kun Savnets blodløslede Aand.
Kampen, Kjære? Ak, for Slesvig! — Det en Hæder var,
og Forsonlighedens milde Frugter den jo bar.
Ja, ved Isted faldt min Broder. Krandset paa min Væg
hænger han hos Preusens Fredrik, han med Storheds Præg.
„Og ved Isted faldt min yngste, faldt min sidste Søn,
mens den anden nær ved Slesvig slumred alt i Løn.
Løvedækt og grønsværgjemt kan Begge slumre sødt,
men jeg seer ei Frugt af Blodet, varmt og ungt og rødt.“
Freden, Kjære! Næringsfrihed, Sjælens sunde Ro,
saa i Hus med fordums Fjender vi velvilligt boe.
Tillid til den Magt, som styrer, Haab for Danmarks Held,
rolig Nyden af det Givne, sit og Andres Vel.
„Andres Vel? Er Danmark trygt end — gid det være saa! —
andetsteds dog Frihedskampens røde Bølger gaae.
Lidt vi vistnok kunde gjøre! Om end Blodets Guld
spares maa, vi Sølvets Bistand række dem saa huld.“
Sværme Kvinder nu for Polen? Ak, Du gammel er!
Danmarks fagre Døttre har kun Nordens Ungdom kjær.
Polen! Ja, var selv jeg falden — som let kunde skeet —
i Begeistring! Men at nødes — nei, der blev Du Beet.
„Fremmed er mig hver Din Yttring, fremmed hvert Dit Ord.
Svandt da, hvad med Savn jeg søger, sporløst bort fra Jord?
Sluktes Flammen? Løstes Aanden op i Veir og Vind?
Blev Livskilden til et Springvand for barnagtigt Sind?“
Vil man see! Du drev nok gjerne mig til storslaaet Daad?
Smile maa jeg, nægter dog ei Bistand Dig og Raad.
Kjøb for dette Tremarkstykke Caffe og Tobak.
Vil Du ikke, nu, saa kast det hen til Din Polak. —
Kvinden seer paa Tremarkstykket; Lidt hun eier kun.
Paa sit Bryst dog end en Mynt hun bærer, stor og rund.
Prismedaillen! Hendes Søn, som under Løven sov,
vandt som Kunstner jo saa tidligt første Løn og Lov.
Begge Mynter hun indsvøber, bærer saa dem hen,
krammer end saa fast med Haanden Hjertets gamle Ven.
I Brevkassen ned de synke, klinge dump mod Bund,
og hun føler det til Afsked dybt i Hjertets Grund.
Men da Maanen klar og rund hun seer ved Aftentid,
fyldes hendes gamle Øie af en Taare blid.
„Snart med begge mine Sønner skal jeg sammen boe.
Jeg har gjort det Lidt, jeg kunde. Himlen give Ro.“