Død og borte,
gjemt i Jordens Skjød, det dybe sorte,
gjemt for evig er mit Hjertes Skat.
Vel jeg kjender
Livets Lov; hun ei tilbagevender.
Dog jeg lønlig leder Dag og Nat
Fra det Fjerne
som en lille, halvtilsløret Stjerne
lokker mig Dit Blik, i Døden slukt.
Og jeg stirrer,
til min Tanke sælsomt sig forvirrer:
Nei, det Øie kan ei være lukt.
Jeg maa lede.
End paa Jorden findes vel min Glæde;
gjemt den græder i en ussel Vraa.
Børn der findes.
Aldrig dog min Skat tilbagevindes —
aldrig Dig jeg blandt de Mange saae.
Huset fyldes.
Alt, hvad Hjertet eier, bort alt skylles,
mens Du smuldrer i Din lille Grav.
Bryd Dit Gjemme!
See, Du ventes der, hvor Du var hjemme!
Alt er Dit, om Alt end bort jeg gav.
Kom saa lille,
kom saa spæd en Aften mørk og stille,
gjem Dig i en Kurv alt for min Dør.
Naar Du vender
Øiet mod mig, strax mit Barn jeg kjender,
og jeg bliver glad, som aldrig før.
Slutte? Glemme?
Nøies? — Nei, jeg vil min Tanke gjemme,
men saa trygt jeg venter Dig endnu.
Glad ved alle
dem, som sødt mig monne Moder kalde,
higer dog mod Dig min Længselshu.