Grev Geert han drager i Jylland op
med rige Riddere og Svende.
Hvor findes i Danmark den Heltetrop,
som Faren kan afvende?
Hvor findes i Danmark en samlet Magt?
Landet er halvt lagt øde.
Til Undergang er det næsten bragt,
skjøndt Skylden er mest hos de Døde.
Nu deres Børn det undgjælde maa
og de, som ei det forskylder.
Tydsken tager, hvad han kan faae.
Hver Rytter sin Pose fylder.
Bondens Tag gaaer op i Røg,
Oldinger husvilde vanke.
Mord og Brand er kun en Spøg
i en Landseknægts blodige Tanke.
Ridderne see det med bitter Harm.
Hvad skal de mod Fjenden gjøre?
Hvor de kan bringe en eneste Arm,
han tyve mod dem kan føre.
Norden for Randers mødtes en Dag
Grev Geert med en Mand af de Danske.
Men som de taltes ved om den Sag,
den Ridder kasted sin Handske.
„Spar Dine Trudsler. Jeg er ikke Den,
der tvungen Ed Dig skal sværge.
Du mindes det vel: Jeg kommer igjen!
Se til Dig at værne og værge!“
Greven sover i Randersby,
midt i sin talrige Skare.
Ridderen kommer foruden Sky,
faa Svende kun med ham fare.
Ridderen trænger i Gaarden ind;
ved Bulderet vækkes den Herre.
Han stirrer og blegner om solbrændt Kind:
Mon det kan Ebbesen være?
Ebbesen snart i hans Kammer staaer:
Hvad hjælpe de talrige Skarer?
Grev Geert faaer hurtigt sit Banesaar,
og Ebbesen frelst bortfarer.
Da bredte sig atter et Morgenskjær
hen over Danmarks Rige.
Vei baned Ebbesens brede Sværd
for en Konge, der søger sin Lige.
Men førend Atterdags Sol oprandt,
laae Ebbesen under Tue.
Han Heltedøden i Kampen fandt,
thi Tydsken var svær at kue. —
Og siig, hvad Frelserløn han nød
for Seiren, han os mon vinde?
Den Fattigste bød ham sin sidste Bid Brød,
og Folket ham reiser et Minde.
Aarhundreder byggedes alt derpaa,
mens Slægter kommer og svinde;
det bygges i Slot og i laveste Vraa,
det bygges af Mand og af Kvinde.
Den Mindestøtte ei styrtes kan;
det er en uslukkelig Kjerte.
Hver Dansk, der elsker sit Fødeland,
bær Niels Ebbesens Navn i sit Hjerte.