Kom, Brødre! Her venter en nydelig Tour;
Thi Dands er for Blodet den sundeste Kuur,
Kom Brødre! Fyld Raden med Haand udi Haand,
Og dandser i Venskabets trofaste Baand.
Er Lykken lidt vrippen, Balance er brav;
Og er den heel underlig, kaste vi af;
Hver svinge sin Broder, kun ikke fra Vid;
Hver giøre Figur i sin passende Tid.
Ei Konen changere fra Ægteskabstroe!
Og Front imod Manden maae ogsaa beroe;
Held være den hulde livsalige Møe,
Der glæder hans Dage i troe Pas de deux.
La’r Kummer og Mismod sig valsende see,
Som Venner vi trolig formere Quarree;
O Brødre, O Søstre! Nu dandser kun tæt;
I altid kan nøies med vor Menuet.
Saa fletter for Venskab den favreste Krands!
Saa svinde vort Liv, som den raskeste Dands!
I Dag vi os glæde. Jeg troer, vi giør ret;
I Morgen vort Arbeid’ henglider saa let.
P. D. Faber.