Jeg gik til en Vismands Bolig,
af Kampen var jeg mød.
Mit Øjes Flammer var slukte,
min Læbes Sang var død.
Kom Vismand, og luk op din Dør!
Og har du levet Livet før,
og samled dit Liv dig Viden:
da hjælp din Broder i Striden.
Den gamle, med Haar saa hvide,
oplukked sin lave Dør.
»Vist kender jeg til at lide!
Vist har jeg levet før!
Mit Haar er falmet, min Kind er bleg,
min Ungdom visnet i Livets Leg,
hver Rynke, du ser i min Pande,
er furet af Livets Vande.«
Og har du, Vismand, levet,
da læg mit Hjærtes Saar!
Den Lægedom, der er skrevet,
kun dybere Vunder slaar.
Men har du selv, af egen Daad,
i Livet fundet et Lægeraad,
som dybt i Livet bunder;
da læg mit Hjærtes Vunder!
Jeg gik min Vej alene,
og Lykken laa for min Fod.
Da tændte en skøn Sirene
med Øjet Brand i mit Blod.
Da svandt min Ro, da svandt min Fred,
da fulgte Slangen i hvert mit Fjed,
med lokkende Løfters Løgne
og Svig i de tændte Øjne.
»Vist fandt jeg Raad i Livet,
men ikke af egen Daad.
Gud Fader har mig givet
et lykkeligt Lægeraad.
Det frelste mig saa mangen Gang
fra fagreste Sireners Sang.
Om det vil dig ikke trætte,
den Saga jeg vil dig berette.
Som du, i Ungdoms Dage
var jeg et Lykkens Barn.
Sirenen søgte at drage
omkring min Sjæl sit Garn.
Som du jeg til en Vismand gik
og bad med brændende Sorg i Blik,
den Vismand vilde mig raade:
Jeg bad om Gud Faders Naade.
Da steg det brat i mit Hjærte
i Lyset af Herrens Ord,
at Grunden til al min Smerte
var Vejen, min Tanke for.
Hvor jeg end gik, og hvor jeg stod,
Sirenen kogled i mit Blod.
Min Sjæl var jo uden Herre,
hvem skulde da Vejen spærre?
Naar Blodets Strømme svulme,
men mangle Maal og Med,
hvad skal da blideligt dulme
den brusende Bølge ned?
Hvad skal mod fremmed Svig vel staa,
naar herreløse de Bølger gaa?
naar Blodets stigende Strømme
omtaager Hjærtets Drømme?
Da satte jeg for min Vilje
de højeste Livsensmaal.
Da klang min Sang over Tilje,
da sluktes Sirenens Baal.
Og som jeg sang, og som jeg stred,
min Kraft blev øget og dyb min Fred,
og Brændingen sank i min Aare:
Sirenen lagdes paa Baare.
Du sætte dig Livsmaål høje,
det hærder din Viljes Staal.
Sirenen slukker sit Øje,
og Blodet slaar sig til Taal.
Det koster Kamp, det koster Tid,
men Freden voxer i hver din Strid
Gaa bort, og gør, som jeg siger!«
— Den gamle i Hytten stiger.