I.
Ak Danmarks Muse! Er du død?
Thi det er ikke dine Øjne,
som ser paa mig fra disse nøgne,
saakaldte store Fostre af dit Skød.
Er det din sidste Kraft, de syge Skud,
som skyder af din gamle, stærke Stamme,
og spreder Gnister over Verden ud,
Vorherre vide maa, af hvilken Flamme?
Thi Hjærtets rene, dybe Glød
er netop det, jeg ingen Steder finder;
Blodmangel bleger dine Fostres Kinder,
der synes kun Symboler paa din Nød.
Flid kan man næppe dine Sønner nægte;
det klinger jo med Sange i dit Navn.
Kritiken har dem døbt som ægte;
mon de faar samme Skæbne ved din Favn?
Naturligt at det Træ, der rager
op over Purlekrattet ved dets Fod,
Smaakravlet lidt af Skovens Kæmper smager,
— men er dets Storhed derfor kendt for god?
Jeg kan betages af en lødig Klang,
selv om dens Følelse er af de svage,
— men kun fordi vi med den ægte Sang
saa lidt forvænte er i vore Dage.
Vor unge Digtnings søgte, spinkle Toner,
som trække op i talløs Glimmerrad,
de blegner under Skovens Kæmpekroner
for vore gamle Mestres stærke Kvad.
Kritiken siges nu at være stor;
men paa dens Storhed kan jeg ej faa fat;
thi den har fejret Træer smaa i Chor
og derved stemplet sig som — Purlekrat.
II.
Dog er du ikke død; du sover kun!
Du er lidt træt fra hine Fødslers Smerte,
da Oehlenschläger died ved dit Hjærte
og suged sine Kræfter af din Mund.
Vi vil igjen dit Øje faa at skue
med Blink af hine Trængslers dyre Frugt;
og du vil atter rejse dig i Flugt
og tænde dine Sønners Daad i Lue!
At du i Læ af litterær Kritik
har leflet med det Skum, der steg paa Havet
og med din Rhytmeklang dets Digt begavet,
var kun fordi du kendte Danmarks Skik:
At der var altid store Rejsningshaab,
naar der var højt til Himlen, lavt til Grunden;
at Højhedstrangen gemmes dybt i Bunden,
— at Dukkerter var Danmarks bedste Daab
Nu har du dukket dig i Sølens Dybder.
Saa har vel Daaben gjort din Livskraft godt?
Nu længes vi, at se det Himmelslot,
du rejser over Purlekrattets Krypter.
III.
Dog hvorfor skulde du vel dale
med dine Sange over dette Folk,
der tager Spurve graa for Nattergale
og gør for smaaligt Pjank din Røst til Tolk.
Det var din Ret, om du os koldt forlod.
Men vi vil bede dig en Stund at dvæle,
ost med et Pust af Liv i vore Sjæle
opvække Storhedstrangen i vort Blod.
Lad os det smaa som smaat kun give Navn;
lad os erkende at det store savnes;
da kan endnu en Gang vor Muse favnes
og plante højt sit Mærke for vor Stavn.