Alberta Eltzholtz (1846–1934)

De lyse Nætters Tid er forbi

        for i År, —

med al eders tryllende Lys=Harmoni

        bort fra os I går.

Forstummet er Vårens den løftende Sang,

fra Markerne hører man Leernes Klang,

men førend de tømmer den svulmende Vang

        I går.

I lider ikke at se vor Høst

        komme hid,

I gider ej høre på Stormenes Røst,

        på Søguttens Strid,

på Kragernes Skrig der, hvor Kukkeren gol, —

saa ta’er du dit Stråleslæb, mægtige Sol,

og trækker det tæt om din Dronningestol

        så hvid.

Så lys da i Aften for sidste Gang

        dette År!

og kom så igjen efter Vinteren lang

        i dæmrende Vår!

Og hvis, før I kommer, mit Øje er lukt,

så åbnes det hist, hvor ej Lyset er slukt,

hvor evigt — og uden at jages på Flugt —

        det står.