»Den drysser sine Nåle i den fattige Jord,
så rigere Muldlag dannes;
den viser fra sig selv hen til Bøgenes Flor:
Granen er Skovenes Johannes!«
Chr. Richardt.
Min Vugge har gynget, hvor Nattergalen slog
i sin Tjørn under Bøgene de brede;
men stedse Hjærtets krævende Længsel mig drog
did hvor Hedelærken bygger sin Rede.
Og nu har jeg set, hvordan Agerlandet gror
op af Lyngen — som hver en Ager kranser —
har set, hvad Kamp der står om hver fattig Fodbred Jord
— og Våbnet er Granens spidse Lanser; —
har set, at Hedelærken dog ikke flygter bort,
den synger over Bonden på hans Ager,
den gjør ham Ventetiden fortrøstningsfuld og kort,
så ej Hjærtet — om det skuffes — forsager.
Den drager Bondens Blik fra hans Hakke mod det Blå,
og profetisk han Lærkesangen tyder,
thi Hedens Mand har lært, Poesien at forstå: —
det er Ahlen, der danner vore Jyder! — — —
Men Granen, som kan nøjes med Sandets magre Kost,
kan danne Muld og Hedestormen bryde,
som står mod Flyvesandet med Top og Rod paa Post,
er Forbundsfælle med den tapre Jyde.
(Novbr. 1903.)