Balvise
1830
1830
Her, hvor vor Barndoms lyksalige Dage
Svunde blandt Leg og blandt Læsning saa fage,
Samles vi atter som Ynglinge nu:
Derfor, til Minde om henrundne Tider,
Vi i Forening, mens Natten fremstrider,
Tømmer et Glas med taknemmelig Hu!
Møisom og lang er den Vandring, med Bogen
Ydmygt i Armen, til Skolen for Pogen,
Mens i det Fjerne ham vinker hans Maal:
Aldrig dog renere Glæder vi smage!
Thi for vor Skoletids sorgløse Dage.
Tømme vi muntre den førstfyldte Skaal!
Ei uerkjendtligt dog dølge vi ville,
At os Oplysningens renere Kilde
Sprudler i Musernes Stad Kjøbenhavn:
Derfor begeistret os Hjerterne gløde,
Medens paany vore Bægre sig møde:
Skaal for det ædle studentlige Navn!
Dog, hvad er Lærdom Studenten, og Hæder,
Hvad er ham selv hans de muntreste Glæder,
Naar ei de Skjønne forædle hans Fryd!
Skjøndt os er fjær vor Studenter-Caserne,
Alle vi tilstaae dog villigt og gjerne,
Ak! at den mangler sin skjønneste Pryd!
See! men ei her vi forgjæves skal lede!
Venligt de Skjønne ta’r Deel i vor Glæde,
Derfor os Aftnen bliver tidobbelt skjøn!
Fylder da, Brødre! til Randen Pocalen
Og lad det gjenlyde høit gjennem Salen:
Skaal for det hulde, livsalige Kjøn!