Til hendes Krands
1831
1831
Lille Krands, som hendes Hænder
Bandt af Evighedens Blomst!
Lover mig Din lyse Friskhed
Hine Timers Atterkomst?
Ind i Bogen kan jeg ikke
Sætte Dig — Du er for stor —
Men Du hænge skal paa Væggen
Lige for mit Arbeidsbord!
Naar en tør Doctrin forstener
Følelse og Phantasi,
Skal Du blidt dem atter vække
Ved Erindringens Magi!
Og naar da de mørke Tanker
Vil i Sjælen hæve sig:
Hvi jeg om et Held end drømmer,
Som ei blomstrer meer for mig —“
Da skal Dine Urters Navn mig
Om et Land erindre, hvor
Blomsten atter grønnes huldt, som
Visned paa den kolde Jord!