Til Mad. L.
(Paa hendes Bryllupsdag og hendes Mands Fødselsdag.)
(Paa hendes Bryllupsdag og hendes Mands Fødselsdag.)
1835
1835
I Blidheds, Yndes, Uskylds hulde Smykke,
Af hine stille Dyder mildt omgivet,
Hvis Glorie lyser om den ædle Qvinde,
Jeg saae Dem som den ømme Elskerinde,
Der lovede min Ven for hele Livet
Den huuslige, den stille, indre Lykke!
Omstraalet af de høie Tryllerier,
Hvormed Naturens Almagt Qvinden vier
Til Navn af Hustru og til Moderglede,
Jeg seer Dem daglig Mandens Vei at smykke
Med hine blide Smiil af huuslig Lykke;
Som Elskerinden loved at berede.
Omtumlet mellem Hovedstadens Glæder;
Fordybet i Betragtninger og Bøger;
Fastholdt paa Dødens vilde Tumlesteder,
Hvor Skjæbnens kolde Magt med Støvets Marter spøger,
Hvor Glæden flygter for de Skrig, som røde
Fra Smertens Vraa i vaagne Netters Øde:
Min Sjæl saa tidt i de henrundne Dage,
Naar i Naturens barnlig — hulde Arme
Jeg søgte Lægedom for Livets Plage,
Gjenfandt i Deres Selskab Trøst og Varme.
Tilbagevendt fra mine Fædres Hytte,
Til hvis Fortællinger fra Barnets Eden
Min Sjæls Erindringer i stille Veemod lytte;
Til Hverdagslivet slæbet fast — paa Bredden
Af Embedslivets sanctioneerte Grøft,
Dog skilt derfra ved en uveibar Kløft —
Fjern fra den lyse Mark for Aandens Stræben,
Indskrænket til mig selv, og Tankens Kleben
Ved svundne Dages uopfyldte Drømme:
Jeg end i Deres Kreds kan munter svømme
Paa Haabets, Glædens lyse Straalehav.
Derfor paa denne Dag, som, mens den gav
Med Livets Gave kun min Ven en tvivlsom Lykke,
Ved Deres Haand ham vilde den betrygge
En Varighed, som trodser Tid og Grav:
Jeg tolke maa min Glæde, mine Bønner
For Deres Lykke — Hjertets stille Fryd,
Hvis aandig-rene Glands den blide Dyd
Med meer end Verdens ydre Glæder lønner!
En lille Rose — Tegnet paa
Den hulde, qvindelige Ynde —
De, min elskværdige Veninde!
Paa Deres Festdag ei forsmaae!