Tillad, Moerlil! at din ældste Dreng
Et Stykke stryger Dig paa Fiolen,
Skjøndt, som Du veed, den kun har een Streng,
Thi Qvintessentsen
Er dog Tendentsen,
Og den er god — ak, men paa Regentsen
Er Evnen slet!
I Hovedstaden bli’r snart Allarm,
Naar Festen staaer paa „Fredriksbergske“ Høien,
Og Ferdinand i Carolines Arm
Til Bryllup feirer ved Folkets Støien,
Og alle Huse
I Flammer luse,
At patriotisk ei ind skal buse
En nidkjær Steen.
Men Pokker maatte dog blive der,
Trods Transparenter, ja Fakkeltoge;
Thi der en Fest er i Heden her,
Som mere trækker os lange Pøge:
Vor Moder kjære
Idag til Are
Vi alle samlede monne være
I Eveldrup.
Vel har vi ei noget Fakkeltog,
Og ingen blussende Lys og Kjærter;
Men meget stærkere blusser dog
Taknemligheden i vore Hjerter;
Og den skal brænde
Til Livets Ende
For Jordens ædleste, bedste Qvinde —
— Vor Moders Skaal!