Ove Christian Drejer (1806–36)

Have vi følt Interesse for en Persons Virken, da ønske vi og gjerne at kjende den eiendommelige Characteer, der var ligesom Kilden, hvoraf hiin Virken udsprang: i Værket vente vi os en Afglands af Alt, hvad Mesteren har levet og lidt. Udgiverne af denne Digtsamling have antaget dette, og vilde derfor, at en biographisk Skizze ledsagede Digtene. Rigtignok er det ei disses Bestemmelse at komme ud blandt et større Publicum: de skulle kun være en Mindeblomst, den Afdødes mange Venner opbevarede, men ogsaa for disse turde maaskee Skildringen af O. Chr. Drejers elskelige Personlighed ei være ukjærkommen, da den, der skriver disse Linier, har staaet i et nøiere Forhold til den Afdøde, end de fleste Andre, og saaledes havt særlig Leilighed til at kjende flere Træk, som Andre ei saa lige bemærkede. Men en saadan biographisk Skizze har ogsaa en anden Interesse: den opbevarer det Uforgængelige af den Person, hvis jordiske Dele alt ere smuldrede. Er Originalen borte, tale vi tit i stille Timer med de Omrids og Farver, der fængslede de aandelige Træk, og opbevarede disse gjennem synlige Former.

        Ove Christian Drejer er født den 8de Mai 1806 i Eveldrup Præstegaard i Nærheden af Hobro. Den første Dannelse og Underviisning modtog han af de kjærlige Forældre, og med en inderlig og stærk Følelse hængte hans Sjæl fast ved disse Barndoms Minder. Brødre, Søstre, Forældre, ja selve Stedet, hvor han var født, vare Navne, der for ham havde en høi Betydning:

        Da Drengen tidligt røbede gode Anlæg, besluttede Faderen at sætte ham til Bogen, og, da han selv var en dygtig og lærd Mand af den gamle Skole, meddeelte han Sønnen en grundig Underviisning i det latinske Sprog. Ei heller blev Christian Drejers poetiske Sands udyrket. De ydre Omgivelser, hvorunder han levede, hans Moders og Sødskendes ømme Kjærlighed, og endelig Faderens egen Interesse for Digte — Konsten virkede stærk paa det barnlige Gemyt. Og den Digter, som han her fortrinligen lærte at elske, var Baggesen; og heraf findes og tydelige Spor i hans Viser.

        Et barnligt og skyldfrit Hjerte, gode Kundskaber, især i Latinen, og en opvakt Skjønheds-Sands vare saaledes den første kostelige Arvelod, han fra Fædrehjemmet bragte med sig udi Verden, da han i sit 16de Aar traadte ind i Randers lærde Skole. Dette er et af de mærkeligste Vendepuncter i Chr. Drejers Liv; thi nu traadte Længselen efter det kjære Fædrehjem saa stærk frem hos ham, at den sorgmodige deraf opstaaende Sindsstemning efterhaanden gik over til at blive den Orm, der 15 Aar efter skulde fortære Livets inderste Kjerne. Denne underlige tause Kummer viiste snart sine skadelige Virkninger: Skolen og dens daglige Sysler bleve ham høist trættende, og hvad han ei havde lært hjemme, f. Ex. Mathematik, kom han aldrig ret ind i; paa de øvrige Ting behøvede han just ei at anvende megen Flid, da han fra Hjemmet var velfunderet, og ved sit gode Hoved lettelig holdt Skridt med sine Kamerater: stor var hans Anstrengelse ei heller. Dog lod denne sørgelige Sindsstemning ham endnu nyde mange glade Timer: havde han i længere Tid været borte fra Hjemmet, følte han sig mere lettet, og den almindelige Agtelse og Kjærlighed, han nød blandt sine Jevnlige, formildede ogsaa hans Sorg. Han traf her sammen med flere Aandsbeslægtede, der nærmere sluttede sig til hverandre og dannede et Selskab, hvis Sjæl var en phantastisk, poetisk Ungdommelighed: her opførtes Comoedier, som Drejer stundom selv havde skrevet, her holdtes lystige Gilder, og der digtedes muntre Viser til Glædens og Vinens Priis. Hovedpersonerne i disse Selskaber vare Chr. Drejer og et Par af hans fortroligste Venner. Her var han atter i sit Element, her fandt han atter den Kjærlighed, han i tidligere Dage havde fundet i Hjemmet; her uddannedes ogsaa mere og mere hans poetiske Sands: og, maaskee turde jeg sige, at Skolen og dens Underviisning aldrig kom til at virke saa gavnligt paa hans hele Individualitet, som de engere og fjernere Venskabsforhold, der gave Anledning til Opvækkelsen af tusinde Tanker og Følelser. Naar de sorgfulde Timer indfandt sig, udaandede han sin Sorg i Viser og Sange, der gjæstede Hjemmet, naar han ei selv kunde komme. Saaledes blev denne Længsel ogsaa for ham en Spore til Sang, ligesom næsten alle hans bedste Digte ere naturlige Blomster af hans Kjærlighed til Hjemmet.

        Under disse Sorger og Glæder tilbragte Chr. Drejer 4 Aar i Skolen. Da Afskedens Time nærmede sig, og han skulde længere bort fra Venner og Frender, var hans Sorg ei saa stor, som man skulde ventet det. Skolen kjedede ham, og han længtes efter en større, baade videnskabelig og udvortes Frihed, Studenter-Livets raske og frie Munterhed stod for ham i et eget idealt Lys; hvad der her manglede ham, troede han, at han her skulde finde. Med blandede Følelser tog han Afsked fra Hjemmet i September 1827:

        Han tog nu sin Examen Artium; men fik, formedelst daarlige mathematiske Kundskaber, kun laud. ill. til Hoved-Characteer: Aaret derefter tog han 2den Examen med Characteren laud. Til de to første Aar af hans Ophold her i Byen kjender jeg ikke meget. Studenter-Standen synes virkelig at have tilfredsstillet ham. Megen Omgang med Fremmede søgte han imidlertid ikke. I Studenterforeningen tilbragte han en stor Deel af sin Tid med Læsning. Hvad han der læste, var vel ofte ei Andet, end aldeles ephemere Producter; men ikke desto mindre forstod han med en eiendommelig Konst at drage Næring og Saft af en saa slap Føde, idet han stedse læste med en ganske egen Grundighed. Hvad der saaledes for ham heri blev det Dannende, var det, at hans egne Tanker vaktes. Det var overhovedet noget Characteristisk for ham, at han stedse maatte have udvortes Impulser. Der var saaledes Meget, han gjerne kunde ønske, mangen Bog, han gjerne gad læse; men kom det ham ei lige i Hænderne, gjorde han sig ei gjerne selv Umage. Dette havde imidlertid hos ham en anden Characteer, end Ligegyldighedens: det var en Følge af hans Lyst til Uafhængighed af ydre Forhold: det var i Grunden ædel Stolthed.

        I det 2det Aar begyndte han sine medicinske Studier; men „Hoveri-Arbeidet“ vilde aldrig rigtigt gaae for ham: der var vel Meget, der tiltalte ham, og som han ogsaa lærte og tænkte over; men der var ogsaa Andet, som han i Førstningen aldeles tilsidesatte. Hans poetiske Følelse trængte til en anden Næring.

        Mange af hans muntreste og bedste Digte ere fra denne Periode. Enkelte af disse vil Læseren finde i denne Samling. Men næsten Alt, hvad han digtede, dreiede sig om Hjemmet. Saaledes var dette ham endnu Eet og Alt, og kun af hans inderlige Kjærlighed til Familien lader det Særsyn sig forklare, at hans poetiske Øie aldrig skuede Andet, end hans egne allernærmeste Forhold. Til Julen sendte han gjerne en Vaudeville hjem, fuld af Lystighed og Glæde; men hvilke vare Personerne? — ham selv og hans Brødre og Søstre; og Sujetet knyttede sig og gjerne til Noget, der var hændet dem. Hvor fortrinlige imidlertid disse Arbeider vare, vil Læseren gjøre sig et Begreb om, naar jeg nævner Digtet: „den danske Jurist“, der er taget af en saadan Vaudeville. Denne Kjærlighed til Hjemmet, der formodentlig ved en physisk Abnormitet fik en egen Retning, er overhovedet Nøglen, hvormed man opløser enhver Gaade i hans Characteer. Det var og Følelser af denne Art, der i 1830 gave ham et haardt Stød. En omtrent jevnaldrende Søster døde. Hans hele Sjæl fyldtes med en dyb og indesluttet Sorg, og han kunde ei engang tale med sine nærmeste Venner. Ogsaa fra denne Tid opstod den Tanke hos ham, at han selv ei havde lang Tid at leve i. Hans glade Timer bleve fra nu af færre, og især, naar han gjæstede Hjemmet, greeb en forunderlig Veemod ham. De første Dage, efterat han var vendt tilbage, var han og saa forstemt, at man næsten ei fik et Ord af ham. Let kom han da og til at ytre noget Stødende, og da piinte en dobbelt Uro ham, naar han selv mærkede dette. Han kunde da bitterlig klage over „sin onde Natur“, og fik ingen Ro, for han gjorde sin Uret god igjen. Dette Træk i hans Characteer ytrede sig stedse.

        Drejer kom imidlertid paa Hospitalet, fik siden Regentsen, og droges saaledes ind i flere Forhold, og Alle, som lærte ham at kjende, elskede og agtede ham. Han nærmede sig ei gjerne selv til nogen Fremmed — dertil var han nu engang for indlevet i engere Forhold: Alt udenfor disse syntes ham koldt — og Fremmede fandt ei saa lige Behag i ham, blot ved at see ham. Han var stor og kraftig af Legems-Bygning; men der laae noget Slentrende i hans Holdning, naar han med lange og sindige Skridt maalte Gaden med sin „Naturstok“ (som han kaldte den) i Haanden. Det Ydre, som jeg alt før har antydet, oversaae han. Han var derfor og gjerne temmelig skjødesløs i sin Dragt. Ja! han forsmaaede ei stundom selv baade at være Skræder og Skomager, skjøndt han langt fra var Mester i disse Kunster. Hans Ansigt var temmelig rødt og fyldigt; men ved første Øiekast opdagede man ei let, at der laae Noget deri. Var han nu tavs, faldt Ingen paa, at det var hiin underlige, godmodige Chr. Drejer, der kunde skrive de mange smukke Viser. Kom man derimod hyppigere til at tale med ham, da mærkede man snart hans sunde Omdømme og dybe Følelse. Dog det rette Kjendskab til ham fik kun hans egenlige Venner; thi formedelst hiint Locale, som vi overalt møde, maatte der være Meget, Andre ei fattede. Hans mange snurrige Indfald vare kun forstaaelige for hans daglige Omgangs-Venner, blandt hvilke han dannede en egen burlesk Phraseologi, som han stedse forøgede med nye Tilsætninger, den ene galere end den anden. Saaledes havde han engang funden paa af og til at tale i Riim, og naar man spurgte ham om Noget, han ei vilde indlade sig paa, fik man en Skok af Riim, der indeholdt de frappanteste Ordfordreielser og de snurrigste Combinationer, og, da han meget alvorligt fremførte disse, kom Alle ret hjerteligt til at lee. Opholdet paa Regentsen bidrog imidlertid til at forøge hans Venners Antal. Han skrev et Par Viser, blandt hvilke det deilige Digt: „Der er en Gaard, dens Sted er høit i Gaden“, som bleve afsjungne ved festlige Leiligheder, og da disse gjorde megen Lykke, søgte Alle ham: den Ene hellere end den Anden. Ogsaa ham selv behagede Regents-Livet og gjerne sad han der i uforstyrret Fred ved Bogen; men var der Udsigt til et muntert Gilde, svigtede Christian Drejer aldrig. Saaledes at have en lystig Aften, var Noget, han satte stor Priis paa, og det var stundom, naar han følte sig forstemt, det Eneste, der atter fremkaldte hans godmodige Spøg. Stundom vilde han vel og spøge i sit daarlige Humeur; men hans Ansigt viiste tydeligt, at det ei var Natur. Ogsaa var han gjerne iblandt gandske Fremmede, hvor han kunde anstille sine egne Betragtninger, uforstyrret af de Tilstedeværende. Endog flere Timer tilbragte han paa denne Maade.

        Tiden nærmede sig imidlertid, da han skulde tage Examen; men han tænkte hyppigt med Ulyst derpaa. Deels havde han, som man let kan tænke, forsømt en heel Deel; deels var han falden paa den Tanke, at hans Blik mere var henvendt paa det Indre, og at hans egenlige Bestemmelse var at være Theolog.

        Det „mechaniske Greeb med Haanden“ lærte han ei ret; ogsaa synes han dybt at have følt derved, at han skulde gaae Menneskets legemlige Elendighed saa nær under Øine; derfor synger han:

        Og næsten er det, som han selv frygtede en aandelig Død ved Behandlingen af disse Gjenstande:

        Ogsaa omtaler han etsteds, at Musen for hans indre Syn

        Skjøndt alle disse Ting nu ingenlunde ere saaledes at forstaae, at han aldeles forsømte eller manglede Interesse for sit Brødstudium, vil man dog let begribe, at han i det Mindste ei kunde være særdeles forberedt til at underkaste sig en Examen. I 1834 besluttede han sig endelig til at tage medicinsk Examen, og da han følte med sig selv, at han i mange Fag var dygtig, gik han freidigt op: ubetydeligt var det, som manglede ham i Laudet. At han ei fik det, forstemte ham i de første Dage. Dog syntes han snart at finde sig deri.

        Han drog nu hjem; men stort at bestille havde han ikke, og hans Humeur var og saa nedbrudt, at Ulysten til Arbeide vandt Seier over ham. Han skrev i denne Tid en Vaudeville af den sædvanlige Art, hvori han selv optræder, og beklager „Naturens Bizarreri, at han ei blev fød i Tyrkiet eller Italien, men i det kolde Norden, hvor man Intet faaer for Ingenting.“ Nu gaaer han over til at fortælle, at hverken den ene eller anden Videnskab i Grunden er ham tilpas: „endelig,“ siger han, „har jeg været saa lykkelig at finde en Kjæphest, til hvis Dyrkelse Naturen selv synes at have givet mig et aabenbart Kald — thi jeg har følt Driften dertil fra min tidlige Ungdom —: det er den ædle Konst at skjære Naturstokke. Og dette Arbeide overstiger ei heller en Lediggjængers Kræfter.“ Saa uskyldig nu denne Spøg end er, saa viser det sig klart, at der ligger megen Alvor deri. Han var nu allerede saa langt fremme i Aarene, at han ønskede selv at tjene Noget, og hertil var der kun ringe Udsigter. I samme Vaudeville har jeg ogsaa fundet et andet Træk, jeg ei kan forbigaae. Han taler med een af sine Brødre om Lægekonsten, og han gaaer endog saa vidt i sine Yttringer angaaende det Tvivlsomme i denne Videnskab, at han finder det forunderligt, at det ei gaaer vore Læger som Augurerne i Rom, der ei kunde bare sig for at lee, naar de saae paa hinanden. Denne Ytring havde egenlig sin Oprindelse fra Drejers umaadelige Higen efter og Kjærlighed til Sandheden: de usikre Analogier, som Empirien fører med sig, vare det, som forstemte ham, eller, rettere talt, bidrog deres til at forøge hans Tungsind. Dog maa man derfor ingenlunde antage, at han i sin Behandling af Syge var tankeløs eller ligegyldig: ei heller ansaae han Lægens Kald for ringe. Lægen maa opoffre „Tid og Flid“, maa

        Og

        Ogsaa var han selv yderst tænksom i Undersøgelsen af enhver Sygdom, og hvor trange end hans Kaar vare, viiste han samme Redebonhed mod den Fattige, som mod den Rige.

        Efter Forløbet af et halvt Aar aabnede der sig imidlertid en Udsigt for ham i Hirschholm, og han besluttede at tage dertil. Dog denne lille By var overfyldt med Læger, og at insinuere sig kjendte han ikke til. Følgen deraf blev, at han næsten ingen Praxis havde; og det var kun ved en der boende Families Venskab og uegennyttige Opoffrelse, han saae sig istand til at holde sig der. Hans Sorg steeg nu til det Høieste. Tanken om Døden fremkaldte stedse en mere levende Følelse af det, der virkelig skulde skee: den physiske Abnormitet, han selv ansaae som første Grund til det Hele, forstørredes ved mangfoldige psychiske Indvirkninger. Hans Kjøbenhavnske Venner og den videnskabelige Omgang, han ønskede, svigtede ham her: af Fremmedes Venskab maatte han leve, og selv disse Venner, syntes han, forstode ham ei ret, og, naar han saa i sine mørke Timer kom til at støde dem, var dette ham atter en Qval. Det er i den Periode han synger om sig selv:

        Hans Digte fik for Øvrigt i denne Periode et langt mørkere Anstrøg. Som forhen angik de kun hans nærmeste Forhold.

        Efter omtrent 1½ Aars Forløb blev han af en Bekjendt i Løgstør indbudet til at komme derover, og en aarlig Indtægt sikret ham. Han modtog Tilbuddet, og forlod sine troe Venner i Sjælland, for aldrig at see dem mere. Sorgfulde vare de Breve, som kom fra ham der: Egnen var ikke det „smilende Sjælland“, Folkene forstode ham ikke — den Omgang, han tidligere havde nydt, stod saa levende for hans Sjæl, at Intet kunde opveie den. Hvor megen Agtelse og Kjærlighed der end ydedes ham, saa følte han dog et uforklarligt Savn og en evig Længsel. Omtrent et halvt Aar efter hans Ankomst angreeb en febril Sygdom ham; han var dog allerede i Bedring; men for tidligt forlod han Sygeleiet, og Sygdommen vendte med forøget Kraft tilbage. Efter kort Tid fandt hans Længsel et Maal: han døde den 19de December 1836. Med bitter Smerte trykkede Moderen selv sin ældste Søns Øie til.

Det vil af det Foregaaende være klart, at Drejers Digte aldrig have havt den Bestemmelse at komme ud blandt et større Publicum: en lille Samling, som kun var bestemt for Venner, havde han selv havt Lyst til at besørge. Vi have overtaget os dette Hverv efter ham. Let har det imidlertid ei været os, at træffe et passende Valg; uagtet den Masse, vi havde at vælge iblandt, var saare betydelig, og indeholdt mange fortrinlige Digte. Der findes i dem alle en Mængde af Allusioner og Hentydninger, som kun hans nærmeste Venner forstaae. Endog i den her udkommende Samling have vi maattet forandre enkelte Udtryk. At dette er skeet med varsom Haand, følger af sig selv.