Ja — jeg har opdaget Havet. Jeg er kommen under Vejr
med den Magt, som raader evigt bag disse Klipper og Skær:
rullende styrter de mod mig, de fraadende Søers Rækker,
tumler de stolteste Skuder, kryster og knuser og knækker,
synes i samlet Vælde den vildeste Ødelægger —
og viger med Hilsen til Side for min Nøddeskal af en Baad!
Det er ikke mig selv, jeg skylder den Styrke, der holder mig oppe,
min Arm, skønt fast, er afmægtig, min Kløgt er den sprødeste Traad,
men de bærer mig som i Jern-Baand, de rygende Saltvands-Toppe,
og den giver mig, Hvirvlernes Fraade, for Farten de tjenligste Raad!
Alt, hvad et Menneske-Samfund, med Kirke, med Love, med Orden,
alt, hvad det splitter og spreder, alt, hvad det hidser og jager,
alt bliver samlet og enet, saa saare som Havdybets Torden
raaber min Sjæl op til Andagt — og mit Liv i sin Tjeneste tager!
Dyrk kun den Gud, som I tjener; trygl ham for Brød og for Brændsel,
klæd jeres Børn i de Klæder, som anstaar jert sølle Behov:
Hælvten af Gaven, I modtog, forsvinder i Sygdom og Skændsel,
Resten af Dødsfrygten sluges .... saa kald kun min Præken for grov!
Præsten slaar Hænderne sammen, vil tale, men standses af et Blik.
Blomstrende Tale — aaja da! — den har I paa Tungen bestandig;
Salighed, Troen og Naaden — den smører I tykt paa jert Brød;
hungrer jeg, er det mod Handling — den Attraa kalder jeg mandig;
hjælpe sig selv og andre! — og kvittere en Dag med sin Død!
Quimpart korser sig.
Hvad i mit Liv jeg har øvet — hvordan Balancen vil lyde,
hvordan mit Liv vel skal slutte — og hvem der skal slette mig ud:
derom jeg selv! ingen anden! Alt, hvad jeg mægted at yde,
alt har jeg ydet til Havet — Havet, som er min Gud!
gaar til Døren til højre, slaar den op og peger bydende ud.