PEYRAPAS.
Der var engang en Have
med smaa og store Dyr
i Haven stod et Æbletræ,
derunder sad en Fyr —
JEAN falder ind
— saa ensom, aa det Skind!
PEYRAPAS
— han sad saa ensom, stakkels Fyr,
og saa’ paa alle Havens Dyr
og keded sig gudsjammerligt.
JEAN
— og saa sov Manden ind!
JEAN fører Kæden og synger.
Saa vandrer vi, saa vandrer vi om Æbletræet rundt,
og ikke kender Forskel vi paa godt og paa ondt:
paa surt eller sødt,
paa haardt eller blødt,
paa hvad, der er tilladeligt, og hvad der er en Skam:
for vi er saa uskyldig’ som et fromt lille Lam.
PEYRAPAS.
Han vaagned op omsider
og tog sig til sin Ryg,
han følte noget stikke sig,
ej! det er vist en Myg?
JEAN.
— monstro han havde Ret?
PEYRAPAS.
— men da han nu i Vejret saa’,
en Dame fik han Øje paa,
og hun var ganske klædt som han
JEAN.
— og det var meget let!
KOR:
Saa vandrer vi, saa vandrer vi om Æbletræet rundt osv.
PEYRAPAS.
Han rejste sig og bukked,
hun kniksed og hun lo,
saa stod de ved det Æbletræ:
der var kun Plads for to
JEAN
— nej det var dog fatalt!
— og sulten var de begge to,
og Træet det bar Æbler jo,
saa tog de et og delte det
JEAN.
— og saa gik det dem galt!
KOR:
Saa vandrer vi, saa vandrer vi osv.
PEYRAPAS.
Men havde selv jeg siddet
som han, den stakkels Fyr,
og kedet mig gudsjammerligt
i Haven blandt dens Dyr
JEAN.
— aa ja, det vil jeg tro! ...
PEYRAPAS.
— og havde jeg en Dame sét,
og havde Damen til mig let,
saa havde vi vist Æblet delt
JEAN.
— ja ganske som de to!
JEAN.
Saa vandrer vi, saa vandrer vi om Æbletræet rundt,
og ikke kender Forskel vi paa godt og paa ondt:
paa surt eller sødt,
paa haardt eller blødt,
paa hvad der er tilladeligt og hvad der er en Skam:
for vi er saa uskyldig’ som et fromt lille Lam!
