Kom, Sorgløshed, Du muntre, Du gæve Følgesvend,
Vi prøved jo saa mangen Dravat.
Det gælder dog paa Sø og Land, for Kvinder som for Mænd,
at have sig en tro Kammerat.
Vi to har staaet Tørnen tilsammen meget tidt,
og Olie over Søerne blev gydt.
Hvor ofte det blev splejset og hvor meget det blev slidt,
Endnu er dog vort Baand som et nyt.
Med Sorger over Livets omskiftelige Kaar,
o Sømand, bør Du fare i Mag:
Man glemmer, for at tænke paa i Morgen og i Gaar,
at glædes over Dagen i Dag!