Jeg sad om Aftnen ene i min Stue,
Jeg havde kun set Sorg den hele Dag,
Jeg følte mig saa træt, saa svag,
Jeg følte Strømmen ebbe i mit Sind;
Da banked det ...
Jeg hvisked hæst:
Kom ind!
Jeg tro’de, det var ham, den store Jæger,
Scm støver Vildtet op i By og Land,
Ham, som kun faa med Fasthed nævne kan,
Skønt alle nævner ham — og tæller Fangsten ...
Jeg lukked op; — det var ej ham —
Men Angsten.
Da husked jeg, hvor Luther paa sit Wartburg
Begegnede vor gamle Arvefjende;
Og hurtig greb paa Bordet jeg i Blinde —
Og slynged ham i Synet ... Blækket? — nej —
I Farten kunde jeg mit Blæk ej finde —
Jeg greb det Glas, som stod — Bourgognens Drue —
Og hæved det — og drak det ud — og se:
Forsvundet var Fantomet af min Stue!
Men udenfor jeg hørte nogen le —
Mon det var ham? ...
aa Snak, jeg lo jo selv!