„Hvor er I henne, store og smaa,
I Havets stærke Svaner . . .?“
Smykt som til Fest — og rustet til Slag;
Fra den svimlende Hytte et Danebrogsflag,
Stort som et Merssejl at skue,
Paa Spejlet Farver, i Stævnen Guld,
Galeriet af alle Slags Snitværk fuld,
Kartoven blank som en Lue;
Kobryggen vrimler af skæggede Mænd,
Harnisk om Skulder, Huggert om Lænd;
Og over det hele, spændt som en Bue,
Sejldugene svulmende true.
Det er, som hørte man Hjerterne slaa
I Hast og i Lyst om Kap med det rige
Syn, som paa Køgebugts Vandene graa
Søger i Tiden sin Lige.
Der lagdes forvist ej saa megen Vægt
Paa Guld og paa Farver, paa Flag og Sejl,
Paa Løver i Stævn og paa Guder i Spejl,
Hvis ikke den solbrændte, arrede Slægt
Følte ved Kampen hin Halvguds-Berusning
Og fægted som Løver trefold kækt
Under „Svane“-Vingernes Susning.
Den gamle „Svane“, den taklede Fugl,
Som lagde fra Orlogsværftets Skjul
Ud paa den aabne Bølge,
Den stod med sit brusende Vingefang,
Sit mægtige Bryst, sin mægtige Sang,
I Pagt med den vældige Vikingetrang
Og med Kæmpeætten i Følge.
Normannen skulde ha’ bugnende Sejl
Og Lueforgyldning i Stavn og Spejl,
Livet var Kamp, og Kampen var skøn,
Hæder og Bytte var Sejrens Løn,
Saa vilde og Skuden man hædre.
At sejle ved Vand, som var kommen i Kog,
At lukke sig ind i et Støbestaals Skrog
Og gemme sig under en Blikdaases Laag,
Det kendte ej vore Fædre.
Og Køgebugts Slaget er saadan en Dans,
Hvor Døden rækker sin Kroningskrans,
En Fest, hvortil Kæmpen sig smykker.
Paa Bak og paa Hytte, langs Finkenet,
De stiller sig op til en Sværd-Menuet
Mens Sejler mod Sejler rykker.
End gemmer jo Aaren det hidsige Blod,
Som syded, hvor Jomsborg-Kæmpen stod,
Og Øjet lyner med Vikingemod
Om Kap med de skinnende blanke Stykker
Over Orlogsskibenes Brygger.
For dem er jo Kampen Kampens Maal,
En Død under Flaget den højeste Lykke,
En Søndagsfest denne Legen med Staal,
Og den eneste Sorg en Krykke.
De drog vel af Sted paa et Kongeord,
Men det, som gav deres Sejlen Art,
Og det, som gav deres Kugler Fart,
Og det, som hævdede Mandstugt om Bord
Og drev deres sejrende Hurra i Laget —
Det stammed fra Fædrenes vældige Spor,
Naar de traadte i Vikingeslaget. —
Saa slog de Slaget. Og højt i Dag
Man hejser ved Bugten det gamle Flag
Og hædrer med Sange og Taler
Den krigerske Slægt med sit stolte Mod,
Flokken, som segned, og Flokken, som stod
Om Kongen iblandt Admiraler.
Men andre Tider er kommet paa tværs,
Strøget er Stænger og Sejl og Mers;
Svanerne raadned i Havnen,
Kun Næbet er blevet i Stavnen.
Højt svæver i Dag, i Morgenens Gry,
Over Sortehavet en Damp imod Sky;
Det er Dampen fra „Lufti Djelils“ Vrag,
Som en Fugl paa spilede Vinger.
Og Fuglen styrter; — der ligger et Flag.
Puds, I Vandhunde! pas Eders Fag!
Om Czaren det Bytte I bringer:
Saa giver han Eder et Halsbaand paa,
Rusker Jert Øre og trykker Jer Taa
Med sin allernaadigste Finger.
De sendte en Pris i et Kræmmerhus,
For nogle Kopeker forbandet Snus
Imod en Kolos af Jern og Staal,
En Smedesvends Mesterstykke.
Saa stod det mod Himlen — et eneste Baal,
De fik ikke Tid til et eneste Skraal,
Det regned med Ben og med Rygge.
Kun Lodsen, den eneste Sømand om Bord,
Kom som et Menneske atter til Jord,
Og blev ønsket paa Russisk til Lykke.
Og Britten nøs, saa det kunde forslaa,
Dengang han døjed den pebrede Pris,
Og alle jamred de, store og smaa,
I Kræmmernes fede Avis.
Hver ærlig Sømand, som stod paa sit Dæk,
Følte det gløde sig under Saaler,
Og det er noget, en nok saa kæk
Sømand kun daarligt taaler.
Og Smedemestrene banded og svor
Torpedoen ned i den sorteste Jord;
Man skulde nu netop ruste til Tænderne,
Og saa var man færdig, og ned faldt Hænderne.
Men hver, som endnu har Sans for den Tid,
Hvor ingen Mekanikers skruede Vid,
Men Hjertet i Brystet og Næven paa Arm
Gav Sejrens Palme i Slaget,
Han føler sig blive saa ungdomsvarm,
Han føler det løfte sig højt i hans Barm,
Højt over Blikdaase-Braget:
Han takker den lille Torpedobaad,
Som vidste saa radikalt et Raad
Til at hjælpe hver Søgut af Faget.
Han tænker: de smaa har vel ogsaa Ret
Mod Pengemagnaternes store Kolosser.
Der kommer en Panser saa tyk og tæt;
Mod os kun lidet han „klodser“,
Vi haler blot Søminens Trosser.
Saa ryger den store ad Helvede til;
De smaa har vundet det ulige Spil,
Og Legen bliver dem lovlig dyr,
Alle de Folk med det store Paastyr;
Og saa maa vi atter tilbage
Til den gamle Svanesangs Dage.
Saa kommer der vel et Sekel paany,
Hvor Svanerne brusende sejler af By:
Skudernes Gang i det vigende Vand.
Med Sejl under Raaen og Staget.
Og Øjet følger langs Rangskibets Rand
De solbrændte Gutter, Mand ved Mand,
Og Chefen øverst ved Flaget.
Det glimter langs Siden: den hvide Damp!
Hurra, det er atter den gamle Kamp;
Det er Tordnen fra Køgebugt Slaget.