Da sloges man altsaa i Norden; —
Længst var jo Griffen stækket,
Som havde med Snillets brodérte Kaabe
Purpurets Dumheder dækket;
Lænket til Klippen, den mægtige
Grubled over de vægtige
Grunde til Dommen saa uhørt streng; —
Han fandt dem ikke; han voved vel ej
At søge sit Fatum i Kongens Seng.
Nu sloges man atter i Norden.
Man vidste vel næppe hvorfor.
To unge Konger i Stolen:
Regeringen kaldte de vor.
Vi kede os — det er en kongelig Grund,
Og Krig er et kongeligt Bud.
To Hanekyllinger hoppede ud;
Den ene blev kongelig Hane,
Den anden, rank som en Fane,
Blev Nordens vældigste Kongeørn,
„Tordenens skægløse Gud“.
For Resten i Krigen ej Spor af Idé.
Den ene havde en skøn Porte-épée
Og skønne Klæder med gyldne Tresser;
De skulde vises for Hoffets Prinsesser;
Og store Støvler og Kaarder, Kyradser,
Saalunde som for en Krigsmand passer,
Og Krigsfolk nok til at stikke deri:
Generaler, Majorer, Grever, Baroner
Med Adelsskjolde og Adelskroner,
Menschenschrecks-Karle med Eder og Banden,
Med Von’er i Enden og Bukler i Panden —
Et velassorteret, tysk Kompagni,
Som skulde i Marken, før Tid var forbi.
Den anden havde de „Gossar blå“,
Selv havde han avlet dem;
Sverig var Moder til Kuldet,
Ild var den Brudeseng.
Det var nok det eneste Leje, han søgte;
Streng som en Jomfru han aldrig nød
Kongernes Forret i Rige og Land:
Med Kvinderne aldrig han spøgte.
Hans slette og rette Soldaterforstand
Bragte ham liden Lykke i Livet,
Men Evighed efter hans Død.
O lad os ej ligne de Konger sammen,
Nej, Wessel han passer nok bedre i Rammen.
Tordenskjold varper mod Vinden sig op
Og mødes med Karl under Ærens Top;
De fødtes af Faren, de stred kun for Æren,
To Vikingekonger for Flaaden og Hæren.
De hører ej med til Historiens „Fyld“,
De øver Bedrifter for Manddommens Skyld,
Som var det den simpleste Sag paa Jorden
At leve blandt Lyn og dø under Torden;
Og Karl, som sover paa Skansens Rand
I Skildvagts Kappen med Sværd ved Siden,
Og Wessel, der svømmer som Ternen paa Vand
Og dykker til Bunds undertiden!
De adles begge af Verdensaanden,
De fødes ej med Diplomet i Haanden.
Saa vidt deres Ørneflugts-Vinger strække,
Saa vidt er de kronede Hoveder begge, —
Og brydes en Gang for Folkenes Dom,
Under kommende, vældige Slægters Strid,
Kongernes Kroner og Adelens Skjolde:
De to vil Kronen beholde
Gennem Myternes evige Tid.
Da Danmark-Norge, hvor Kæmpernes Slægt
Skød sine kraftige Skud fra Stammen,
Er sunket for Enevoldstrykket sammen,
Da Bonden er bleven en fredløs Træl,
Som Herren kan tærske for Morskab ihjel,
Da Hælvten af Landet er suget til Døde
For at skaffe de fremmede Slughalse Føde,
Da Hoffet og Hæren, fortysket til sidste
Lakaj, bliver ved Lakajer at friste,
Da Flaaden, støvet af Snustobak,
Med stive Parykker i øverste Ende,
Har tabt, fra Rangskib til mindste Smak,
Det sidste kriger’ske Kende,
Da Landet for Prunk og Pedanteri,
For Snyltegæster i Stuer og Sale,
Maitresser paa Tronen og smudsig Kabale
Og Naaders og Raaders Spytslikkeri,
Er lige paa Nippet at krybe i
En Abekat-Ham med sin Hale —
Da skyder en Vikingeskikkelse op
Fra Havet og viser sin hærdbrede Krop,
Og raaber paa Norsk: om Danmark
Endnu er at faa i Tale?
Og Kongen han vaagner blandt sine Maitresser.
De høje Herrer de ryster Parykkerne.
Støvet staar over Silken og Smykkerne:
Hvad er dog det for „Excesser“?
Om „Raahed“ man mumler, om „Fusentast“,
Om at „sætte den Karl i Bøjen fast“,
Men lykkeligvis har Kongen Øre
For Friskhedens Stemme bag Forhæng og Døre;
„Damerne“ lider desuden gerne
En ny opdukkende, mandig Stjerne,
Som vækker blandt Desmer og Patchouli
En Luftning af Storm og Fribytteri.
Og Kongen smiler og Damerne sukker,
Misundelsen blegner, Parykkerne bukker.
Den frejdiges Mod er ham Mur og Vold
Mod Fjenden derude som Fjenderne hjemme;
Og snart skal Alverden til Gavns fornemme:
At Wessel blir adlet som Tordenskjold.
Men alt tilforn har Bedrifter han øvet,
Som nok kunde løfte hans Navn fra Støvet
Og sætte det højt over Hoffets Himmel
— Uden endda at gøre ham svimmel.
Man ser en liden, usselig „Orm“,
— En Dæksbaad, krybe fra Klippernes Spalte
Og vove sig ud til en Fart paa det salte,
Hvor graadige Fiske vil bide.
Snart klæber der Blod ved Ormens Side,
Men det bliver Fiskenes Blod.
Den vokser, den vider sig ud til en Slange,
Den følger sin Førers stigende Mod,
Og Føreren stammer fra Flokken,
Som sloges paa „Ormen hin lange“.
Den unge Helt over Havet haster
For bugnende Sejl og buede Master;
Han iler til Kamp, som andre til Dans;
Krigens Skjoldmø han tager i Favn
Og svinger af Sted, til Lands som til Vands,
Ind ad en Fjord og ud af en Havn,
Sin Dame med Kæmpekræfter,
Og knuger lidt ublidt Gudinden,
Naar ej hun vil give efter.
Den skønne lider da og sin Danser;
— Kvinden vil føle den stærkes Arm,
Vil heller hvirvles forpustet-varm,
End sidde som Bænkepryde
Under Tonernes lokkende Lyde. —
Hun laaner den kække sit skærmende Panser.
Kuglerne flyve hans Bryst forbi;
Og træffe de ham omsider,
Saa varer det næppe Uge og Dag,
Før atter paa Søen han rider.
Han kan ikke fældes af ærligt Bly.
Det er, som om Heltens straalende Ry
Skræmmed i Løbet de svenske Skud,
Naar de tage ham til deres Maal.
For Niddingehaand gaar hans Livslys ud;
Paa Snigmordervis, med Forræder-Staal
Han fældes mod Ærens og Tvekampens Bud.
Dog, ligegyldig for Staal eller Bly,
Saa længe han lever, trodser han Døden.
Ingen giver sig Liv paany,
Ingen Undtagelser gælder: —
For Tordenskjold ikke heller.
Og, som han følte den knappe Tid,
Der undtes ham her af de store histoppe,
Saa skynder han sig fra Strid til Strid,
Styrter som Maagen paa Jagten
Fra Bølge til Bølgetoppe
Og la’er sig i Farten ej stoppe.
Og Farten føder hans kække Humør,
Den giver hans Kind hin sunde Kulør,
Den lægger ham Lunet i Øjet
Og gør hans Hjerte som Barnets
Let opbragt og let fornøjet.
Det hele er ham i Grunden en Fest.
Hos Livet buden som Æresgæst,
Han viser, han véd at sætte
Paa slig en Opmærksomhed Pris.
Han fører sig op paa statelig Vis:
Da Krudtet og Søen og Tiden og Vinden
Forbyder ham længer med Fjenden at slaas,
Saa drikker han Skaaler med Fjenden.
Helst byder han Elementerne Trods;
For Landet og alle Parykkerne fri,
Han føler sig bedst paa Søen,
Men kan, naar han skal — som et ægte Geni —
Haandtere sin Mund og sin Gaffel
Husvant ved Herrernes Taffel.
Af intet bragt i Forlegenhed
Han bruger den samme, staaende Ed
Ved Hoffet og blandt sine begede Børn,
Og er han en Dag i Kalotten vred,
Og har han ej andet Selskab,
Saa gaar han ind i Kahytten
Og snakker Norsk med sin Bjørn. —
Han maatte blive, hvad alt han blev,
Forinden Nornen ham Orlov skrev,
En mytisk Heros, en Sagahelt
For Folket paa begge Sider
Af Øresunds snevre Bælt.
Hans Navn, som bær’ Elementerne i sig,
Forsvinder ved Heltens Død som Lynet:
Man ser det flamme; man skygger for Brynet;
Her slog det ned; nu er det forbi!
Men Ophavs-Funken, som lyste deri,
Naturkraften, bliver tilbage;
Den tænder paany den gamle Sage;
Paany vi hører, hvor Drønene ruller
Ud over Havet, fra Bred til Bred:
En Sky, et Glimt og et Bulder, —
Det er Tordenskjold, som slaar ned.