Den Vinteris har ligget
Paa Christiania-Fjord
Saa trykkende, saa hvid og saa længe;
Dog trykkes ikke Byen,
Dens Handel staar i Flor,
De norske Købmænd fattes ikke Penge.
Der holdes Juleballer
Og Nytaars-Kalas,
Og mangen Rus til Hjemmet bliver baaren;
Det hjælper ej, der prækes
Mod al det Liv og Fjas —
Man holder tappert ud til hen paa Vaaren.
Skal ikke Sindet fries
For alle tunge Baand,
Naar Sneen vælter massevis fra Skyen?
Skal Glæden ikke netop
ta’ Foden i Haand,
Naar Kaptajn-Løjtnant Wessel er i Byen?
Han ligger indefrossen.
Han lider det just ej,
Dog Isen har han ikke lært at smelte;
Men alle unge Hjerter
De tøer paa hans Vej; —
De er nu en Gang varme, disse Helte.
De unge, kække Jenter,
Og Konerne med,
De pynter sig i deres bedste Fjedre.
Den unge Søhelt bedes
Fra Sted og til Sted.
Hvad gør man ej for Landsmænd at hædre?
Han bukker, og de rødmer,
Han beder om en Dans,
Kan hændes, at han beder om lidt mere;
Et Kys maaske? De gives
Kun sparsomt der til Lands,
Men Wessel han er vant at hazardere.
Han er just ej saaledes,
Som Slægten efter ham
Har gjort ham til i Kontrafej og Sange;
Lidt mere af en Viking,
Og meget mindre tam.
For Damer har han aldrig været bange.
Han tager med paa Vejen
De skønnes Tribut.
„Hel artig“, melder Sagnet, „han sig viser
Mod Damerne den Vinter;
Han sparede sit Krudt,
Men tog ved Entring mange smukke Priser.“
Hans liden Snav er byttet
Mod Løwendahls Galej,
En Letfregat paa atten blanke Stykker.
Med den har han vist Svensken
Saa grundig Vintervej, —
Nu ligger den ved Oslo gamle Brügger.
Ved Brüggerne der véd man
Er Værtshuse nok,
Hvor indefrosne Søfolk finder Varme;
I saadan et var samlet
Af Wessels Folk en Flok,
Som slog en Slurk i deres slunkne Tarme.
Mens Chefen er til Gilde,
Er Folkene i Land, —
Fregatten ligger sikkert nok fortøjet;
Og Kruset vandrer flittigt,
Saa stort som en Spand;
Det skjuler Næsen helt og næsten Øjet.
En Borgermand betaler;
Til Gengæld vil han ha’
En „Ende“ — og han ser sig rundt om Bordet.
Der er en gammel Baadsmand,
Som nikker et Ja!
Og vender Spanden, før han tager Ordet.
Han kigger under Kruset
Og sætter det igen,
Saa alle Stob og alle Brikker hopper:
Den Medicin er ikke
Saa ilde, Hjertensven,
Den kan kurere indenfra for Lopper!
Saa visker han sig Skægget
Og rømmer sig, imens
Der falder Stilhed rundt i Skænkestuen:
Om Peder Wessel er jeg
At tale nu til Sinds!
Og hver Mand stryger sindig af sig Huen. —