Midnat er slaaet,
Huset til Ro;
Søstrene dreves i Seng, kan jeg tro,
For at finde fornødne Kræfter
Til Dagen, som følger efter;
Og Dagens Dont er at klæde sig paa
Og til Bys paa Visit med Kæresten gaa;
Hvorfor slide sig op, naar man rig er,
Og har Raad til at holde Piger?
Midnat er slaaet,
Fa’r er til Ro.
Herren og Fruen har valgt sig, de to,
Enhver sin Seng og sit Kammer;
De er over den Alder, som flammer:
De er over de Aar med Spøg og med Tant,
Hvor man Fryd hos hinanden i Hvilen fandt;
Manden skal tænke i Ro paa Bedriften,
Og Fruen skal læse i Skriften.
Midnat er slaaet,
Huset til Ro;
Fra Stalden hører man Hestenes Trampen,
Men ellers er alting stille
Omkring over Gaard og Bo.
Hos Fruen skinner paa Bordet Lampen:
„Nu kommer den Stund, vi ville
Tale fornuftigt, vi to!“
Der sidder hos Moderen Bjørnens Brud,
I Skødet Hænderne skifte;
Og Fruen ta’er til sin Lommeklud,
Og nu skal Datteren skrifte.
„Ak ja,“ saa sukker den gode Mo’r,
„Det glæder mit Hjerte, hvor godt Du bor,
Ja mer end Du tror —
Og dernæst at Bjørnen har vist sig
Saa nobel og ikke har spist Dig.
Og naar Du er tavs, min kære Datter,
Saa véd Vorherre, jeg fatter
Et Løfte og kan respektere
Din Tavshed — jeg siger ej mere . . .
Men ser Du, her staar i min gode Bog
Saa mangt et slaaende Tankesprog;
Der staar, at en Datter skal være
Sin Moder lydig med Ære.
Forstaar sig: en Hustru har Pligter mod Manden“
— Her nærmer sig Tørklædet Øjeranden —
Men jeg er jo ikke“ — her sænker
Sig Stemmen — „for Alvor sikker . . .
Jeg mener, Du véd dog med Vished ej —
Gud fri os saa vel for den Ondes Vold
Og forlad mig, hvad her jeg tænker!
Men sæt nu, den Mand, i hvis Arme Du ligger,
Min Datter, maaske var en Trold! . . .
Du tier bestandig, slaar Øjnene ned;
Du græder; Du siger han er en Mand!
Du taler, mit Barn, som Du har Forstand.
Mændene — aa — Du kender dem ikke.
De kaster paa os forelskede Blikke,
Og alt er saa sødt og saa rart i Begyndelsen;
Saa kommer for Hustruen Moderforkyndelsen.
Da ser han hos Kvinden den første Lyde;
Thi Manden vil stedse befale og byde,
Og Kvinden skal stedse taknemlig yde
Sin Skærv til hans Lyst,
Mens under sit Bryst
Hun bærer en Kilde til Glæde,
Men ogsaa til Uro og Angst.
Og Timerne rinde og Tiderne gaa,
Saa kommer de smaa,
Og de græde.
Og Manden, i hvem hun en Bejler saa’,
Øm og opmærksom, varm og ærbødig,
Ham maa hun nu dømme — skønt nødig —
Som egenkærlig og raa.
Det kommer deraf, min kære Pige,
At ingen, mens endnu er Tid, vil sige
Et Ord os i Øre . . .
Dog tys, Du skal høre —
Men ryk nu din Stol herhen ved min Side —
Hvad ingen før Dig fik at vide!
Dengang jeg kom til din Bedstemoder,
— Da var Du just lige til Verden født —
Og klaged mig saare
Med Suk og med Taare,
Da saa’ hun, den gamle, kun paa mig og lo:
Ja jo — min Tro! —
Jeg bad og jeg græd, omsider hun svared:
Hvad ligger der Nød vel,
Hvad Kæremaal har Du?
Fem Børn har Du født ham,
Den yngste saa smuk er
Som nogen, hvad græder Du for da og sukker?
Du klager: Du har det saa haardt derhjemme,
Han taler kun til Dig med ondt i sin Stemme;
Han skælder, Du sukker, han slaar Dig, Du græder,
Du ønsker Dig død tidt! — Fra hundrede Steder
Jeg hørte det samme; jeg tav kun dertil:
Thi Børnene — sig kun saa meget Du vil —
De vidned imod Dig: Du elsker ham end!
Hvad er da hans Ord Dig, hans Slag eller Skænd? —
Ha ha; kun en Taabe
Som Du kunde haabe,
Der gaves for Dig, hvad blandt Tusind
Der gives maaske kun for en.
Vorherre blandt Hjerterne Kærlighed saa’r!
Javist; og Spiren er dobbelt til Stede —
Men Tiden den gaar,
Og Tiden er haard,
Den hader al Yppigheds Glæde.
Du finder af Udsæden endnu tilbage
Én Spire, som vokser i Armodens Bo: —
Og Du, Du vil græde og klage,
Fordi der ikke er to!
Dog — jeg er en gammel, erfaren Mo’r.
Paa Kærligheds Lykken jeg ikke tror,
Endsige, naar kun hos den ene
Som skuffende Blændværk den bor.
Nej, er man i Nød, saa skal Sandheden frem! —
Her søgte hun op i sin Kistes Gem
Og gav mig et Lys med Fyrtøj til,
Og kvad, hvad her jeg Dig kvæde vil:
„Staa op ved Midnatstide,
Slaa Lys, og stir saa mæt Dig paa
Den Mand, som ved din Side
De mange Tider laa.
Ej sandt, det er en herlig Skat!
Hvor havde Du dit klare Øje henne?
Paa dette Ler har Livet sat
Et Mærke, som i Sjælen vil Dig brænde.“
„En Træl af sine Lyster,
En Trold, som kun af Magtens Ret
Og Styrkens Lov sig bryster; —
Har Du vel tænkt Dig det?
O nej, Du gav dit Hjerte hen:
Og Kvinden bær’ Forstanden i sit Hjerte.
Han gav Dig Favnetag igen;
De koster intet ham, men Kvinden Smerte.“
„Dér ligger han og drømmer.
Om hvad? Om Tro og Kærlighed? —
Jovist! Om al det Tømmer,
Som han skal hugge ned.
Han slæber Byrder! klager han; —
Hvortil fik vel den Klods de Lemmer svære?
Vi skulde se den stærke Mand,
Om han et Barn ved Hjertet skulde bære!“
„Før han fik Lysten slukket,
Som brænder i hans Kød og Blod,
Saa krøb han, mens han sukked,
Som Hunden for vor Fod.
Som Bejler sprang han for et Ord —
Nu sidder mæt og doven han ved Grøden
Og slaar paa Troldevis i Bord,
For han er nødt at skaffe Kvinden Føden.“
„Rejs Dig kun fra hans Side,
Og stir Dig ved mit Lys kun mæt
Paa ham for alle Tide:
Saa sker ham kun hans Ret;
Saa kan Du tumle denne Skat,
Saa vil dens Glans dit Blik ej blænde længer; —
Kun den er fri, som føler, at
Han ej til nogens Gunst og Gave trænger!“
Saa taled hun til mig. Jeg tog hendes Lys
Og Fyrtøj, men længe der gik, før jeg turde
Forsøge. Jeg syntes, jeg ikke burde,
— Aa ja, man er svag, man er Kvinde,
Man er vant til at vandre i Blinde.
Men da Du var væk, og da Rigdommen kom,
Saa tænkte jeg: Nu eller aldrig hans Dom! —
Og nu er jeg rolig som aldrig før,
Og nu kan jeg lukke for ham min Dør
Og høre ham bede og høre ham brumme,
Det rører mig ikke den mindste Krumme.
Jeg véd, hvad jeg véd, og jeg læser i Skriften,
Jeg passer mit Hus, og han passer Bedriften,
Og alting gaar snorlige, ret og præcis; —
Det er Ægtestand paa fornuftig Vis!
Og nu med Hensyn til Dig, min Datter,
Saa véd Vorherre, jeg fatter
Din Tavshed og kan respektere
Et Løfte — jeg siger ej mere . . .
Jeg raader Dig ikke til noget, Gud fri mig!
Men et er sikkert: det viser sig snart,
Om ikke Du dog er den narrede Part.
Hvad nemlig Bjørnene anbelanger,
Som jeg, din Mo’r i mit Liv har kendt,
Da tro mig, saa vidt som jeg Livet forstod
Og høsted dets dyre Lære:
De hørte ej op med at være
Bjørne, fordi at Natten faldt paa —
Nej tværtimod!“ —
Og Datteren staar der i Døren —
For tredje Gang ønsked sin Mo’r hun Godnat;
Hun letter og sænker den tøvende Fod;
Da drejer hun sig paa Tærskelen brat
Og gemmer sit Blik: „Hør, sig mig, Du —
Har Du det Lys og Fyrtøj endnu?“ . . .
Som delt af en Længsel,
Der skar i hendes Bryst,
En Morgen i Skoven
Hun hævede sin Røst.
Hun kaldte paa Bjørnen,
Hun saa’ mod Himlens Hvælv;
Ja, alle vil vi hjælpes,
Før vi hjælper os selv.
Hun vil ikke dvæle
Saa meget som et Døgn
Endnu dér, hvor Hellig
Er værre end som Søgn;
Hun ser kun derhjemme
Den klammeste Forstand; —
Dog bæver hendes Stemme,
Da hun kalder paa sin Mand.
Da deler sig Busken,
Da brager Skovens Tjørn,
Hun ser for sit Øje
Igen den hvide Bjørn;
Hun nikker, hun skælver,
Hun klapper den i Hast: —
Det var, som om Taarer
Af Bjørneøjet brast.
Hun tøved; den letted
Paa Bagen hende op,
Saa gik det paa Rejsen
I susende Gallop.
Og Træerne nejed,
Hvor Parret drog forbi,
Og Vindene fejed
Gennem Skoven dem en Sti.
I Foraarets Klæde
Stod Skoven, hvor de drog;
Med Majløv i Haanden
De Buske mod dem slog.
De husked nok Løftet;
Hun huskede det med.
Men bort med de Buske;
Af Sted blot, af Sted!
Hvor slog hendes Hjerte,
Jo længer de drog frem;
Hun greb efter Vejret,
Da de naaede deres Hjem.
Saa spurgte Bjørnens Blikke:
Har Du været mig tro?
Hun nikked: Tvivl kun ikke! —
Saa gik hun til Ro.