Og da de kom for Bjørnens Slot
— Det raged saa stort over Skoven —
Da var der alt tændt Lys og Blus
Forneden som foroven.
Paa vid Gab Porten stod, men ingen Schweizer
Med Sværd i Sølvgehæng var Æresvagt,
Og ingen Tjenerflok i Porten bukked;
Paa vid Gab hele Slottet var oplukket;
Men intet Liv — kun Dødens tavse Pragt.
Ad blanke Trapper gik i Hast det op,
Hvor Marmorpillen stod paa Marmorflisen
Og spejled Buen som i stille Vand;
Og Faklens Skær paa dette Vandspejl svømmed:
Til Pigens Hjerte Blodet voldsomt strømmed:
Det var umuligt vist paa sligt at gaa! —
Men Bjørnen traadte fast og let derpaa.
Sal efter Sal i øde Rækker laa.
Igennem alle iled Bjørnen hastig,
Indtil den standsed ved en liden Dør
Med Guldforsiringer, hvor Blomster slynged
Sig ud og ind, mens Fugle paa dem gynged.
Op sprang den liden Dør: En hvælvet Stue,
Men mindre end de tavse, øde Sale;
Fra Loftet gød sig ned saa mild en Lue,
Mat rosenrød, som farved Væggens Silke
Og Gulvets tykke, fjederbløde Tæppe.
At træde herpaa Pigen voved næppe.
Hun saa’ i Stuens ene Krog et Bord,
Dækt kun for en, med gyldne Fade smaa,
Med Frugt i Skaaler, Blomster over alt,
Krystalkarafler, hvori Vinen spilled
Blodrød og grønlig klar og mørkegylden.
En Stol med Skammel var for Bordet stillet.
Og modsat Bordet, ud fra Væggen stod
En pragtfuld opredt Seng med blegrød Himmel
Hvorfra som Skyer Silkeforhæng gled
I rige, dybe Folder lydløst ned,
Bevogtere af Søvnens Hvile
Og Drømmens Hellighed.
Og Bjørnen taled: „Sæt Dig, spis og drik!“ —
Den saa’ paa Pigen med det samme Blik,
Vemodigt brændende, som mellem Skovens Stammer;
Den føjed sagte til: „Og sov!
„Her er mit Gæste- og dit Brudekammer.“
Hun satte sig. I samme Nu forsvandt
Den hvide Bjørn. Hun saa’ mod Døren hen:
Det er dog Synd . . . ! Hun vilde kaldt —
Men hun betænkte sig igen:
En Bjørn er kun en Bjørn, om nok saa blidt
Og nok saa ømt den ser paa unge Piger!
Og atter Blodet op til Kinden stiger,
Da hun betragted, hvad paa Bordet stod.
Saa tog hun Mod
Til sig, og gav sig til at spise.
Hun havde aldrig set et sligt Service,
Og aldrig forhen Vinens Sødme smagt.
Hver Ting, hun ønsked, af sig selv blev lagt
For hende, og saa snart hun følte Tørst,
Højt Vinen i de slebne Glas blev skænket,
Saa Skummet stænked
Og fristed Øjet ved sin Perlepragt.
Dér sad hun med sin sunde Appetit,
Af Vejens Længde skærpet, og hun undred
Sig først ved hver en Mundfuld, hver en Slurk.
Lidt efter lidt,
Saa fandt hun alting, som det skulde være,
Den unge Pige.
Thi der er intet,
— Det er en gammel Lære —
Hvortil sig Mennesket saa snart kan vænne,
Som til det ny og til det underlige.
Kan hænde,
Hun havde siddet endnu meget længer.
Men vakt til Dristighed ved Stuens Varme
Og Spisens Krydderi og Vinens Glød,
Hun maalte Stuen med et fast, et prøvende,
Et Kvindeblik, kun liden Tid behøvende
For netop det at finde, hvad det søger.
Hun saa’ paa Væggen Lysets Straaler spille
I noget . . . ja, det var just i et Spejl,
Et højt, fra Gulv til Loft. Hun rejste sig
Og gik derhen, og sig i Spejlet saa’.
Dér stod hun i sin gamle Klædning graa,
Det lille Skørt, som stumped over Anklen,
Et Liv, som længst for Brystet var for trangt,
Det rige, brune Haar sat op med Kam,
Og hvilken hæslig en! — I pjusket Ham
En Fugl, saa smuk, som Skovens Bur den har,
En syttenaarig Dejlighed, men bar
Og blot for gode, nye, smukke Klæder.
Hver fattig Skønhed, som for Spejlet træder
Og aner her, for første Gang, hvor smuk
Hun er, har vist som denne lille Pige
Udstødt det samme, dybe Hjertesuk:
Kan ingen sige
Mig, hvormed jeg skal pynte mig?
Det ligger dybt i Kvindesjælens Bund;
Det ligger dér som Ærens Tørst hos Manden,
Som Brøndens Billed, naar man over Randen
Frembøjet set sit eget kære Selv;
Det findes sikkert, som paa Himlens Hvælv
De faste Stjerner, som i Havet Vrag
Og Advokater i en Arvesag.
Hun saa’ sig om. Og som om hun blev stukket
Af Skovens Myg, hun stødte ud et Skrig . . .
Men Døren? — Jo, den var forsvarlig lukket —;
Saa klapped hun i sine Hænder smaa: —
Der hængte over Ryggen paa to Stole
En yndig snehvid . . . noget som en Kjole.
Straks klædte hun sig af og tog den paa.
Som Havets Skum om Baadens slanke Sider,
Saa sluttende og dog saa blød,
Saa gennemsigtig den om hende laa.
Nedskaaret var den dybt hen over Barmen,
Og fri var Skuldren, blottet Armen,
Med Kniplingssløjfer helt til Foden ned
Den som en Florslavine
Til Gulvet skred
Og laa som Snefnug paa det bløde Tæppe.
Hun saa’ i Spejlet sig, og rødmed helt
Undseelig. Men bort, den stygge Kam!
Hun kasted den og løste Haarets Knuder.
Da faldt den rige Strøm, i Floder delt,
Til begge Sider ned; men Hælvten laa
Som Slanger over Skulderhvælvets Puder.
Hun ledte efter mer’. Der var ej mer.
Saa var hun træt, og sig i Sengen lagde
Med Kjolen paa. En Stemme hende sagde
— Thi Kvindesnillet træffer altid Sagen —
At denne Kjole var
For Natten, ej for Dagen.
Og mens hun laa og følte lutter Silke
Og fine Bolstre for sin spæde Haand,
Og saa’ paa Draperiets svære Baand
Med gyldne Kvaster, kom hun til at tænke
Paa Hytten hjemme, paa sin Fa’r og Mo’r
Og sine Søstre. Derpaa angst hun fo’r
Op med en Gysen. Hvad mon Bjørnen vel
Nu tænkte? Skulde hun nu slaas ihjel,
Isønder rives af dens skarpe Tænder . . .?
Hun folded da til Bøn de smalle Hænder
Og bad Vorherre, han dog vilde vise hende
Den Naade, først den næste Dag
At lade Bjørnen spise hende!
Men da der stadig ingen kom til Døren,
Og Kamret stadig lystes op af Luen
Fra Loftet med det varme, røde Skær,
— Skønt rigtignok hun syntes mere dæmpet —
Sin Angst med Kækhed hun tilbage kæmped.
Dér laa hun snehvid i sin Silkeseng.
Uskyldig som en Fugl, ren som en Due,
Hun trængte ej til nogen Æresvagt,
Hun kendte Æren ej, saa lidt som Brøde;
Hun tænkte kun paa næste Morgens Møde
Med Bjørnen, og i Fald hun leved end —
Paa, hvordan det med Kjolen skulde gaa;
Den var dog lidt for tynd; maaske der laa
En anden! eller — ak — om hun den gamle,
Den stygge, skulde atter om sig samle! . . .
Og mens hun laa og tænkte saadan, hørte
Hun Toner af en fjern og sød Musik,
Som efterhaanden Stemmer med sig førte.
Et Kor af Kvinder. Tydeligt fornam
Hun, medens Lyden som fra Loftet svang
Sig ned, hvad disse blide Røster sang:
Brudehymne.
Salige Stund,
Som alle gode Magter
Skænker dit Liv nu, og skænker kun én Gang.
Barndommens Blund,
Dit Maal tilendebragt er!
Kvinden vil vaagne — da fatter hun vor Sang.
Lyd, som ej vor Læbe
Mægter at udtale:
Fryd, som kunde dræbe,
Var den ej saa sød —
Alt vil Du erfare,
Tavs vil Du bevare
Lykken gennem Livet,
Mindet til din Død!
Salige Stund,
Naar Drøm og Vaagen blander
Bølgerne tilsammen og højt mod Sjælen slaar,
Som et Hav, hvor Baaden
Ængstes for at flyde,
Og med Klagelyde
I navnløs Lyst forgaar.
Ren er Alterluen,
Om den heftigst brænder;
Haanden, som den tænder,
Er ingen jordisk Haand.
Vær kun Offerduen.
Aanden ser din Gave;
Elskov er ej lave
Drifters løste Baand.
Salige Stund,
Nej Du er Livets Lue,
Pustet, det stærke, paa én Gang Drift og Lov.
Dræb i dit Blund
Kun denne liden Due!
Kvinden vil vaagne, hvor kun en Fugl hun sov.
De tav. Men efter fulgte der et Spil,
Hvorunder Øjnene hun lukked til,
Som blev af bløde Bølger bort hun baaren.
Af Vemod følte hun paa Kinden Taaren;
Men da hun atter saa’ sig om,
Var Stuen mørk — og nogen kom
Med lette Trin igennem Stuen.
Hun skjalv som Skovens svage Blad i Høst,
Da hørte hun en dyb, men venlig Røst
At hviske: Du min Brud! — Hun følte Mindelsen
Af Hænders ømme Tryk — og saa et Kys,
Saa varmt som nogen Brudgom det har givet —
En Arm hun følte slynge sig om Livet —
Saa tabte hun Besindelsen.
Den næste Dag hun vaagned op, bedøvet,
Som af en Rus, som af en Feberdrøm;
Hun følte sig Forstanden halvt berøvet,
Hun greb og tog i Tæppets Silkesøm
Og saa’ til Siden sig — da brast en Strøm
Af hede Taarer frem fra Øjets Sluse;
Nu mindedes hun alt, nu gav hun Agt
Paa denne Stue, hvortil hun blev bragt;
Hun skjalv for denne gaadefulde Magt,
Som havde delt med hende dette Leje; —
Hun vidste Raad ej, kendte ingen Veje
At fri sig. Var da Bjørnen hendes Mand?
Var Manden Bjørn? — Et kendte hun og vidste,
At hun var ej den samme som i Gaar.
Hun græd, som skulde hendes Hjerte briste.
Hun var alene. Graaden — det forstaar
Sig selv — maa høre op en Gang og Sorgen
Hun var alene, men et lydt: Godmorgen!
I Møde hende klang. Hun saa’ sig om.
Der hang et Bur fra Loftet ned, det høje;
I Buret sad en søgrøn Papegøje.
Den hang der ej i Gaar, nu hang den der.
Det lød helt frisk: Godmorgen lille Ven!
Hun smiled gennem Taarer til den hen;
Saa fandt hun et Par Tøfler, ganske bitte,
Af Silke, hvide — ja naturligvis.
Hun prøved dem; de passede præcis;
Og ud af Sengen steg hun. Milde Himmel!
Hun blev ved Synet ganske svimmel:
For Sengen, over Stole, paa et Bord
Der laa en Vrimmel,
Et Overflødighedens Væld, et Flor
Af Linned, Strømper, Kjoler, Baand og Piber,
Af Spidser, Blonder med og uden Striber,
Af Pudderkaaber, Shawler, lange Slør,
Af alt, som altid Naade fandt
Hos alle unge Kvinder —
Og øverst hun en lille Seddel finder:
„Min Brud — med Morgenhilsen — hendes Bjørn.“
Som naar en Skare vinterblege Børn,
Der nys om Arneilden kukkelured,
Af Sneens Vold i Hytten indemuret,
Den første Foraarsdag i Marken gaar
Og pludselig paa Blomster Øje faar
Og med en Iver, Travlhed uden Lige,
Sig skynder med at plukke — saadan gik det
Med Bjørnens Brud, den unge Pige.
Hun glemte al sin Sorg, og Taaren standsed
Paa Kinden, og mens knap af Fryd hun sansed,
Besaa’, befølte, valgte hun og plukked
Hver Blomst, hvert Stykke af det rige Flor,
Indtil hun kranset som en Majbrud stod,
En yndig Blomst, den smukkeste blandt smukke.
Hun trak de hvide Silkestrømper om
Den lille Fod og bandt dem hurtig
For Knæet med et Baand, et lyserødt.
Hun syntes selv, at Synet var saa sødt;
Men hastig dæktes det af alt det rene,
Kridhvide, rullede og strøgne, pæne
Behov for Kvinder, som man Linned kalder,
Og som, om end det ej i Øje falder,
Maa være hvidt som Sne og rent som Dug —
Hvad hjælper ellers det, at man er smuk?
Og da hun saadan stod fra Top til Taa
I Undertøjet og sig selv besaa’,
Og fritted Spejlet, om det ej var nydeligt?
Saa kom det store Spørgsmaal — det er tydeligt —
Om Kjole! Hvilket Stof, og hvilket Snit,
Og hvilken Farve? Dette Valg, bestridt,
Bekæmpet, ændret efter mit og dit
Og hins og dennes lunefulde Ho’de,
Som nok er det, man har benævnet: Mode.
Hun valgte og hun prøved om igen.
Her var Kuløren hende lidt for skrigende,
Og hist for dunkel. Efter Farven, stigende
Fra lillablaa igennem violet
Til purpurrød og grøn som Papegøjen,
Hun tog til Snittet. Hist var hende Trøjen
For snever skaaret ind, hist posed Barmen,
Her hindredes Bevægelsen for Armen,
Hist Slæbet var for kort, og her for langt,
For fyldigt Livet hist, og her for trangt;
Saa valgte hun en Kjole, en, der sad
Som støbt om Barmen og om Skuldrens Blad,
En lys, men ikke hvid, ej graa, ej blaa,
En Mellemting imellem alle Ting.
Et Stof med bitte Rosenknopper paa,
Med Skærf, som over Hoften fyldigt faldt,
Et Draperi, som om de stolte Lemmer
Sig svøbte underdanigt og som hvisked,
Hver Gang hun satte sig, hver Gang hun gik,
Om Ungdom og om Ynde og om Skønhed
Med hundred’ ganske sagte Pagestemmer.
Saa stod hun paaklædt dér ret som en Dronning,
Nej, som en ung Prinsesse, der kan blive det;
En Brud den første Morgenstund. Beskrive det,
Hvo det formaar! I Haaret glimted Stene
Med Glans som Stjerner, naar mod Frost det tegner;
Men mat som Stjernen, naar mod Gry den blegner,
Var hvert et Smykkes Glans mod Øjets Blik,
Da det i Spejlet ved et Spørgsmaal fik
Bekræftelse paa Hjertets dybe Suk:
Er jeg ej ung og yndefuld og smuk?
Om Bjørnen havde været her, den havde
— I Fald en Bjørn kan knæle — knælet ned:
Saa stolt, bevidst og sikker hun nu skred
Ad Gulvet hen med Tindren i sit Øje.
En Sommerfugl, et kostbart, sjældent Smykke,
Sig vugged let paa Barmens Bølgehøje
Og syntes i en Duft af Vaaressenser,
Som strømmed ud fra Haarets rige Fang,
At aande frit, som den, der ikkun ænser
Sol, Dag og Lys og liflig Fuglesang.
Men der kom ingen Bjørn. Og Dagen led.
Hun havde kun den grønne Papegøje.
Den kunde dog kun for en Stund fornøje
Med sit „Godmorgen“, med den samme Snak.
Saa blev hun sulten; Bordet alt stod dækket,
Hun satte sig, hun spiste og hun drak.
Hun rejste sig, tog paa en anden Kjole,
Af anden Farve, og den første slængtes
Unaadigt hen.
Og Aftenen faldt paa,
Og Luen tændtes oppe under Loftet;
Hun havde ej til Nadver Appetit,
Thi hun begyndte
— Ja hvorfor nægte det? — at ængstes.
Og atter i sin Silkeseng hun laa.
Hun sænker Kinden i de bløde Puder;
Og Lyset dæmpes; borte er nu Luen.
Hun hører disse Fodtrin gennem Stuen,
Et Ansigt — hun kan føle Aanden — luder
frem over hendes. Som et Løv hun skælver,
Hun skrige vil, og kan dog ikke skrige.
Hun trykkes til et Bryst, som fast sig hvælver;
En Stemme hører hun, en dyb og klar,
En Røst, som ømt til hendes Hjerte trænger
Min egen dyrebare, gode Pige! —
Hun lytter; og snart lytter hun ej længer;
Hun spørger stammende . . . Et Kys er Svar.
Den anden Morgen vaagned hun og saa’
Til Siden sig — og skuffet stod hun op
Og klædte langsomt, tankefuldt sig paa.
Hun ænsed Spejlet knap, knap hvad der laa
Af nyt og smukt igen paa Bord og Stole;
Hun greb og tog den første, bedste Kjole.
Hun ønsked Luft, hun ønsked sig at sole
I Dag og Lys. Den ækle Papegøje!
Hun aabned Døren, og for hendes Øje
Laa der en Række Sale, lyse, høje,
Med Marmorsøjler, hvide, sorte, røde,
Men, ak, i deres Pragt saa tavse, øde.
Det er et Slot, hun tænkte sig, for døde!
Og hastig greb hun for sin Fod og tog
Sit Silkeslæb og gennem Slottet jog,
Indtil en Luftning frisk mod hende slog
Og vifted Haarets nøddebrune Masse.
Se, det er noget, som for mig kan passe,
Et Barn af Skoven! — Paa en bred Terrasse
Hun stod, og kunde knap for Glæde agte
Paa Synet. Vidt og bredt en Have strakte
Med Plæner sig, hvorover Solen bagte,
Med skyggefulde Lunde, hvor en sød
Musik af muntre Fuglestruber lød,
Med Vandspring, som i Vejret kraftig skød
De tykke Straaler og tilbage skummed
I Skaaler, som en liden Indsø rummed.
Her var det ikke Høst. I Luften summed
Det sommerligt med hine tusind Lyde,
Som kun en ægte Junidag kan byde,
Som Blomster, Bier, Sol og Lys kan yde,
Og hvorved den, som over alle Ting
Naturen elsker, kan sig henrykt fryde.
Hun steg i Haven ned og satte sig
I Skyggen af en Busk ved en Fontæne,
Hvis Støvregn svaled mildt den hede Plæne.
Her kom de Fugle, pudsede og pæne,
For end en liden Gang de Vinger lette
At pynte og paa et og andet rette,
Som var forglemt ved første Morgentvætte. —
Og som hun her i Skyggen sad saa stille
Og saa’ i Solen Springets Straaler spille,
Hun maatte, fast hun ej bekende vilde
Sin Længsel, vugge sig i bløde Drømme,
Som Fuglekvidret gjorde dobbelt ømme.
Hun hørte først Fontænens sagte Strømme.
Og dernæst blanded sig i Vandets Klang
Den travle Fugleskares Sommersang.
Fuglene.
I Fugle deroppe,
I Fugle dernede,
Som kvidre og hoppe
Og sanke til Rede,
Som fløjte, som pippe,
Som bade og nippe
I Badet til Bølgen, der favner jert Bryst:
O syng dog om Kærligheds liflige Lyst!
Det bedste, vi kender,
Er Elskov og Sang
Om Elskov, — vi er nu kun Fugle engang.
Lad Uglemor præke
Med Glar for sit Øje:
Fy skam jer at dægge
Og næbbes saa frit!
Aa Uglemor, Jøsses,
Om Valget var dit,
Du vilde nok kysses
Med god Appetit!
Men ser Du, det er nu med Elskov engang:
Den passer som Solskin til Sommer,
Den passer for os, som vi passer til Sang,
Man tvinger den ikke; den kommer:
Som Vaardagen efter den Vinter saa lang,
Som Sky ud af Luften, fra Klokkerne Klang,
Som Sol op af Havet, som Blomster af Vang
Den kommer, den kommer, den kommer!
Sæt derfor, Du gamle,
Kun Brillerne paa:
Du vil Dig kun samle
Andægtige faa.
Misund os, Du golde,
Og gaa saa din Vej!
Paa Livet vi holde;
Det dræber Du ej.
Vi bygge deroppe,
Vi bygge dernede,
I Træernes Toppe
Og Græsset vor Rede;
Vi synke og stige,
Og stedse vi hige
Mod Lyset og Livet med jublende Bryst.
Ja, syng kun om Kærligheds liflige Lyst!
Vi leve for Dagen —
Men Dagen er lang
I Elskov og Sommer og Solskin og Sang.
Saaledes sang de muntre Musikanter.
Hun sad og lytted, indtil Solen sendte
Mod Stedet Straaler ned, som lodret brændte;
Da fløj de Fugle væk, og Sangen endte.
Men Pigen efter Fuglesværmen skred.
Som Fuglene hun søgte Kølighed,
Og havde gerne, afklædt, dukket ned
I en af disse svale Marmordamme,
Hvis ej hun frygted for at staa til Skamme,
Om nogen kom forbi just i det samme.
Der var ej Grund til Frygt, det er vel sandt,
Thi over alt i Haven, til hvad Kant
Hun lod sit Øje svæve hen, det fandt
Ej nogen. Men det er dog saa sin Sag
Midt i en Have og ved højlys Dag
At gribe ind i Skovens Nymfers Fag.
Nu var hun mere bly end før i Skoven;
Nu tænkte hun: Hvor var jeg dog forvoven
Den Gang! Og var det blot en Fugl foroven,
Som fra sin Kvist nyfigen paa mig saa’,
Jeg véd, jeg vilde nu af Skam forgaa! —
Hun styred Kursen mod et Krat, som laa
Midt i en Eng, omkranset trindt af Skov,
Hvor Hjorten, vuggende den slanke Bov,
Knap klipped Græsset med den skarpe Klov
Og dansed over Engen hen for Vinden,
Imens i Krattets Lysning frygtsom Hinden
Det skønne Hoved løfted imod Fjenden,
Og saa’, det var en Kvinde kun, som kom,
Og blev og stod og maalte med saa from,
Ja næsten søsterlig en Spørgen hende,
At Pigen nærmed smilende sig Krattet
Med udstrakt Haand, som traf hun en Veninde.
Og Hinden fæsted sine Øjne paa
Den unge Kvinde. Dyrets tavse Sprog
Var den Musik, som Hjertet kan forstaa:
Hinden.
Sig, saa’ Du ham, min kongelige Ven,
At sejle mellem Skovens Stammer hen,
Som var hans Vej for hver en Hindring banet;
Som var en Sky han gennem Luften blaa,
Som om ej Jorden under Kloven laa,
Som var han selve Edderfuglen graa,
Der stryger lydløst over Oceanet?
Hvor tidt jeg saa’ min kongelige Ven,
Det Syn mig lokker, stedse nyt, igen;
Jeg maa af Krattet frem hans Flugt at følge.
Og ser jeg fjernt ham under Skovens Trær
At sejle — o saa husker jeg, hvor nær
Han var mig, og hvor han mig havde kær:
Og Hinden maa sit Blik af Længsel dølge.
Hvor langt han gaar, min kongelige Ven,
Jeg véd, han søger til vort Stævne hen,
Naar Solen daler og naar Duggen falder;
Thi Hjort og Hind, som hvert et Jordens Dyr,
I Elskov deres Kærlighed fornyer,
Og til dens Lyst som til en Kilde tyer,
Hvis sagte Stemme stedse paa dem kalder.
Og ser jeg Dig, min kongelige Ven,
En Gang at vakle saaret til mig hen
Og synke blødende omkuld i Græsset,
Da véd jeg, at med Dødsskrig i sin Røst
Vil Hinden byde frem sit bløde Bryst
Mod Jægerstaalet, som af grusom Lyst
Imod min kongelige Hjort blev hvæsset! —
Her sank den unge Pige ned i Knæ;
Og liggende hun blev i Krattets Læ,
Mens Hinden søgte springende sin Herre,
Til Solen havde paa sin Flamme-Kærre
Det store Bueløb tilendebragt,
Og Skyggen havde sig paa Engen strakt;
Da fo’r hun op, af dybe Drømme vakt,
Og som en Hind hun gennem Haven løb,
Mens Knæet trommed imod Silkens Svøb.
Hun standsed ikke undervejs. Det gik
Som Dans til Fløjters og til Luths Musik;
Og Døren naaede hun, hvor Blomster slynged
Sig ud og ind, mens Fugle paa dem gynged.
Med Hast hun drejed Dørens gyldne Slaa,
Af Iver hun sin lille Finger klemte;
Hun aabned Døren — og hun glemte
For lutter Længsels Fryd at lukke den.
